Black Sabbath, 'Heaven And Hell'-tour. K.B. Hallen 6.6.07.
Forventningerne til de gamle drenge i snart 40 år gamle Black Sabbath var høje, hvilket det talstærke publikum foran K.B. Hallen beviste. Denne aften var det dog ikke gode gamle Ozzy, der styrede slagets gang fra helvedets tronstol, men derimod frontmanden Ronnie James Dio, der nåede at indspille tre studiealbums med bandet, hvoraf "Heaven And Hell" (1980) af mange anses for at være en af de ypperste klassikere i bandets lange karriere.
Da lyset blev slukket, buldrede introen "E5105" fra "Mob Rules" folk i møde, og snart efter lød de første akkorder fra et af bandets mest brutale og stilsikre klassikere i titelnummeret fra samme plade. Der var ingen tvivl om, at det var ægte fans, der havde indtaget den store betonklump, men det skulle blive spændende at se, både om materialet stadig holdt, og hvilke numre folk egentlig var kommet for at høre. Selv er jeg af den opfattelse, at "Mob Rules" er en af de bedste udgivelser overhovedet fra denne periode, hvorimod der tydeligvis var flere tilhængere af det mere klassiske "Heaven and Hell"-album fra året før, og da "Children of the Sea" blev slået an, rejste der sig en skov af næver.
Måske for at få det overstået, og for at holde konceptet, blev "I" fra "Dehumanizer" leveret ganske gedigent, men det var tydeligt, hvorfor dette album aldrig blev den store succes. Numrene var simpelthen ikke gode nok. Derfor var det også en berusende fornøjelse da først "Sign of the Southern Cross" og dernæst "Voodoo" fulgte trop, begge fra "Mob Rules" og begge en tand mere brutale, tungere og langt bedre numre.
Som en reminiscens fra firserne skulle vi igennem en trommesolo på heldigvis kun relativt kort tid, men måske skulle de noget ældre herrer i resten af bandet bare ud og have en mindre pause, for at kunne holde andet sæt ud.
Med "Computer God" og "Falling of the Edge of the World" steg intensiteten, lyden var blevet finjusteret og alle i salen og på scenen var nu varmet godt op. Sættets eneste helt nye nummer "Shadow of the Wind" viste et stadigt tungt element i bandets måde at lave musik på, og man tør måske håbe på, at de tre nye numre til den kommende DVD blot er forløbere for et fuldlængde album?
Efter en god time afsluttede metalkongerne med "Die Young" og en fabelagtig god fortolkning af selve nummeret "Heaven and Hell", hvor der både blev plads til fællessang, solo-lir og en masse flotte lyseffekter, hvor den sjoveste var Dio, der pludselig blev oplyst som i et flammende rødt skær, der fik ham til at ligne det, han er: En lille trold.
Da den sidste fanfare var klinget ud og publikum trofast havde klappet bandet ind på scenen, fyrede de en skarp udgave af "Neon Knights" af, hvorefter lyset blev tændt og virkeligheden maste sig på igen.
De Gamle KongerVar der nogen mistanke om, at der ikke ville blive leveret en højoktan gang rock'n'roll, blev den hurtigt manet til jorden af fire solide og yderst dedikerede præstationer på scenen.
Før trommesoloen lød Dio dog en smule begrænset i sit stemmerepertoire, og det var tydeligt, at han ikke kunne komme op i de høje frekvenser som i fordums tid. Man manden var altså også kun godt 30 år, da han indspillede numrene første gang. Men efter trommesoloen kom der en forvandlet Dio ind på scenen.
Trommeslageren fra "Mob Rules" og live-albummet "Live Evil", som også normalt slår trommer i Dios eget band, var den eneste, der trak lidt ned denne aften. Der er intet i vejen med Vinnie Appices spil, tværtimod spiller han med en imponerende styrke og slagkraft, og kun ganske få steder faldt han lidt ved siden af rytmen. Men der er en metaltræt firserhed over den måde, han hele tiden skal fylde sit spil ud på.
Derimod var der ikke nogen træthed at spore hos guitarguden Tony Iommi, der virkelig endnu en gang beviste, at han kan spille de ondeste akkorder, på den mest simple og overbevisende måde, samtidig med at han leverer guitarspil på et frygtindgydende højt niveau.
Den mest imponerende var i mine øjne dog den fantastisk arbejdende Geezer Butler, som leverede noget nær det mest stabile og mest melodiskabende basspil, jeg længe har oplevet. Den tekniske kvalitet hos Butler er uovertruffen, og det var i høj grad hans rundgange, der gav de gamle numre liv og glød.
Så hvis du er en af dem, der synes 'The Dio-Years' var en spændende epoke i Black Sabbaths karriere, og ikke var i KB-Hallen denne aften, ja, så gik du glip af et brag af en koncert med nogle af de mest legendariske rockkoryfæer i nyere tid