Det norske garageband med medlemmer fra henholdsvis Ricochets og Madrugada udsendte deres første album i 2006, og fik en ganske pæn modtagelse blandt pressen og publikum. Men interessen for det syrede hobbyband steg pludselig, og My Midnight Creeps måtte indse, at de var blevet umådelig populære, især som et formidabelt liveband. Nu har bandet udsendt deres 2. album, "Histamin", som har blæst de norske anmeldere omkuld og allerede solgt over 10.000 stk.
Orgasme, med overdreven hårvækst
Histamin er et kemisk stof, der udløses i kroppen i forbindelse med orgasme. Men stoffet er også kendt for at være årsagen bag 'store tanker', tinnitus og unormal hårvækst samt hyperaktiv adfærd, depression og en uforholdsmæssig kraftig svedafgivelse. Hvad har dette kreative stof med My Midnight Creeps at gøre? For det første har bandet skabt deres helt egen, kreative sound, med en masse krøllede referencer til storsvedende, behårede og orgastiske klassikere inden for den mere syrede garagerock.
Åbningsnummeret "Speaking in tongues" lægger således tonen og rytmen an med en bastant gang svedig sumprock, og selvom Robert Burås fra Madrugada ikke 'taler i tunger', er der en rablende overgivelse til den syrede rock, som tydeligvis har taget over og fører både band og lytter gennem 11 euforiserende besøg i et farvestrålende og mystisk landskab af eksploderende sanseindtryk.
Stemmen fra Madrugada
Robert Burås spiller normalt kun guitar i det storladne, episke Madrugada, og netop Burås' episke grandiositet er et af de karakteristiske stiltræk ved My Midnight Creeps' numre. Og især "Don't let 'em bring you down", som er et af albummets helt store kraftpræstationer, har en vidt- og omfavnende råstyrke og intensitet, som bare ikke bliver bedre i al sin enkelhed.
Der bliver trukket veksler på klassiske rockdyder, samtidig med at kompositionerne og produktionen har et umiskendeligt aftryk af det bedste fra Burås' syreguitar og sang og Alex Kloster-Jensens mere bluesede tilgang. Tilsammen et sprudlende makkerpar, der har fundet vej ind til benet af originale stemninger i deres kalejdoskopiske lydunivers, kombineret med en næsten minimalistisk enkelhed.
Fjeldtrip
I lange passager lyder My Midnight Creeps som et levn fra 60'erne, med deres udflippede måde at syre igennem på, og af nyere bands minder de om svenske Soundtrack of Our Lives, der også har lag på lag af eksperimenterende måder at forvalte rockarven på. Men mest lyder My Midnight Creeps som det, de er; en flok gutter, der har fundet sammen i deres forkærlighed for en ordentlig gang garagerock og tydeligvis har det skægt med at fyre den af, samtidig med at de eksperimenterer på underlivet løs.
Hvordan de norske fjelde kan skabe inspiration til bands som Madrugada og My Midnight Creeps er mig en gåde. For der er hverken sumpe eller støvede, langstrakte og monotone strækninger, befolket af mescalinforgiftede indfødte. Men det er der så absolut så rigeligt af i de store, behårede og svedige orgasmer i "Histamins" udlægning af virkeligheden.
Husk at spise ormen inden du stiger ombord på den gyngende galej!
Udgivet på MMREC/Kick Music.
