Flere nyheder

 
Litteratur
Sofie Fehår

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sofie Fehår
Fre. 29. jun. 2007

Jeg kan ikke døje Sofie Fehår og hendes fe-veninder! De er overfladiske og alt for pastelfarvede! Men pigerne elsker de glitrende sider og det lyserøde univers, hvor alle er gode venner og kun tænker på at gøre gode gerninger. Smider man lidt flapper, glimmer og fold-ud sider oveni skulle man have et sikkert hit.

I denne Sofie Fehår-bog, som er endnu en i den lange lyserøde række af Sofie Fehår-bøger, har Sofie Fehår og hendes veninder haft sommerferie og skal nu starte et nyt skoleår på De Ni Ønskers Skole. Men feerne er ikke klar til efterår og vinter, og gør alt for at få sommeren til at fortsætte lidt endnu. Til sidst må Fe-gudmoren pointere, at de skal være gode eksempler for de mindste feer.. og selvfølgelig kaster de 4 veninder sig over at arrangere en fest - en sommerafslutningsfest!

Historien er til at hive sig i håret over. Udsagn som "Fe-veninderne vidste, at det bedste ved at vende tilbage til skolen var, at man skulle have en masse nye ting, når skoleåret begyndte!" hører da ikke hjemme i en børnebog. Måske ville Sofie Fehår være bedre, hvis der ingen tekst var til? En opfordring skal i hvert fald lyde her fra. Selve billederne er, om end meget pastelagtige og glitrende - tenderende til det kvalmende - også søde og ligetil. Det er en verden af sko, tasker, kroner og yndige prinsessekjoler, noget der går rent ind hos de 3 - 10 årige piger.

Bogen er fyldt til randen med flapper, bevægelige dimser, overraskelser og fold-ud figurer. Så mange at det næste er for meget - og flere så små og finurlige, at man kan komme til at bruge lang tid på at folde det hele sammen igen! Særligt er kisten, hvori der er et 8-leddet armbånd af muslinger i papir, som kan skilles ad, en udfordring af de større, som kan bringe mange voksne ud over kanten.

Allerhelst ville jeg slet ikke give denne bog nogen stjerner, men man må også bøje sig for små pigers lyserøde drømmeverden - det sælger. Så derfor én sukkersød lyserød stjerne til bogen, og en meget lunken anbefaling.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Emma Thomson: Sofie Fehår - Solskin og sommersjov
Forlag: Borgen
Sider: 28
Udgivelsesdato: 28.6.2007
ISBN: 978-87-21-02915-9