Flere nyheder

 
Musik
Fredag på Roskilde Festival

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fredag på Roskilde Festival
Man. 9. jul. 2007

Roskilde endelig ordentligt i gang.

Der var heldigvis langt flere boller på Roskilde Festivalens programsuppe om fredagen, hvor de sædvanlige overlap af navne nødvendiggjorde svære prioriteringer. Og samtidigt faldt der nul regn denne dag, så den største trussel kom nedefra, hvor anselige mudderpøle og nytilkomne søer gjorde færdslen på festivalpladsen besværlig og langsom.

The Psyke Project
Det stærkt gående danske, episke hardcore-band The Psyke Project åbnede allerede klokken 12 ballet på Odeon. Og der blev i den grad serveret skallesmækkende, monumental hardcore lige fra start. The Psyke Project udgav for ikke så lang tid siden det enestående album "Apnea", og at bandet også er en massiv oplevelse live, det har de bevist mange gange.

Og koncerten på Roskilde denne tidlige eftermiddag var ingen undtagelse. Okay, afviklingen af showet gik lidt i stå her og der, men mestendels af vejen bød bandet på in-your-face tung rock, der har sin bund i hardcore, men som derudover også har metalliske elementer og snørklede, konstruerede forløb, der giver associationer til den tungere del af postrocken.

Men godt var det, at blive sparket seriøst i gang denne fredag. The Psyke Project leverede i hvert fald varen.

Katatonia og Roky Erickson
Senere samme dag var der mere hård lyd på samme scene, hvor svenske Katatonia trådte op. Stilen for bandet bevæger sig omkring en mørk, melankolsk metal, der også flere steder er båret frem af en mindre aggressiv gothic rockstil. Bandet er på album et virkeligt unikt bekendtskab, men live er det desværre ikke et af den hårde rocks mest medrivende bands. Lyden er som sådan altid i orden, men det er som om, at Katatonia aldrig rigtig når det subtile leje, som de gør på deres udgivelser. Så uden at imponere gav svenskerne et bestået show.

Efter de svenske tungrockere kom der helt andre toner til live på Odeons scene, for her gæstede den legendariske Roky Erickson nemlig Danmark for vistnok første gang. Og man kan roligt sige, at han tiltrak et meget broget publikum, hvor både meget unge og langt ældre tydeligvis skulle opleve festivalens højdepunkt.

Så Roky Erickson fik sammen med sit band The Explosives da sat gang i de sammenstimlede i teltet. Men overvejende bød det amerikanske rock-ikon mest på en omgang velpoleret morfar-rock, der for nærværende kun bød på enkelte højdepunkter.

Men de fremmødte var tydeligvis glade og tilfredse - så godt for det.

Klaxons
Opkomlingene fra engelske Klaxons albumdebuterede i starten af året med "Myths of the Near Future". De bliver gerne genrebetegnet new rave, hvilket er en dødssyg og ligegyldig etikette - men det er Klaxons ikke. Og denne fredag klokken 20 havde de da også fra start fat i den rigtige ende - og publikum. Det blev omkring 50 minutters partymusik basuneret udover et taknemmeligt publikum via guitar, bass, synth og trommer. Energi og gode melodier var væsentlige elementer, og Klaxons kommer man uden tvivl til at høre meget mere til.

Trentemøller
Klokken 21 gik dansk electronicas største navn, Trentemøller, på scenen på Arena. Det er festivalens andenstørste scene, men den var absolut ikke for stor til hverken Trentemøller eller det stort antal fremmødte publikummer. Og det lød rigtig godt. Ligesom det også var flot at kigge på. Men der kunne for min skyld godt have været lidt mere tempo på. Musikalsk var der lagt vægt på elektroniske stemningsbilleder med bid og rytme, der blev delikat fremført af Trentemøller samt nogle gæstende musikere, blandt andet Mikael Simpson. Desværre synes jeg ikke, at musikken nåede langt nok udover de bagerste geledder. Men som sagt - det lød godt.

Beastie Boys og QOTSA
De amerikanske støvlerockere fra Queens Of The Stone Age afløste klokken 22.30 et pænt ringe kørende Beastie Boys på festivalens Orange Scene. Men de gjorde det ikke meget bedre end landsmændene. Jeg har oplevet bandet flere gange, men aldrig har jeg set dem så uengagerede og mildest talt kedelige. Desværre var både Beastie Boys og Queens Of The Stone Age også ramt af hæslige lydforhold, der langt fra er en så stor festival værdig. Men de var også dødssyge, så ikke mere om dem.