Flere nyheder

 
Teater
Hamlet Destruktionen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hamlet Destruktionen
Lør. 18. aug. 2007



Alt overflødigt fedt er skåret fra Shakespeares Hamlet i stykket "Hamlet destruktionen - Da mit hoved sprang og mit underliv udvidede sig", og én skuespiller bærer alene en forestilling fuld af overraskelser på sine ernergiske skuldre. Teatergruppen Aktoratet, med Maja Clementsen Hansen i rollen som Hamlet, leverede en anderledes præsentation af klassikeren på dette års Vildskudsfestival i Huset i Magstræde.

Hamlet er klædt i en kropsnær grå dragt med hætte, alt alt for lange ærmer og ben, samt en lang spirille-agtig "hale". Hamlet er stolt, handlekraftig og hævngerrig, fordi hans onkel har forgiftet og dræbt Hamlets far, Kongen, hvorefter Dronningen gifter sig med onklen. Så langt så godt følger Aktoratet Shakespeares oprindelige drama.

Den aggressive og meget selv-seriøse Hamlet ser utrolig nuttet ud i sit kostume med de lange ærmer og den lange hale, hvilket unægeligt giver nogle kontraster. Det lange bånd eller halen kommer også i vejen. I det hele taget bruges kostumet og dets udformning på mangfoldig vis. Fx da Hamlet får mere styr på hele situationen vikles "halen" rundt om ham, således at den ikke er i vejen længere og omvendt hænger halen på et tidspunkt fast, således at Hamlet ikke kan løbe væk.

Forestilling i forestillingen
Hamlet Destruktionen er en såkaldt forestilling i forestillingen, hvor to andre skuespillere gør opmærksom på at "vi ser en forestilling" og endvidere blander de sig undervejs.
Forestillingen er altså en slags illusion, da der eksperimenteres med stilen og man narres til at tro at der "er noget galt". Publikum lapper det i sig, men efter flere små afbrydelser undervejs, går det op for publikum at det er med vilje.

Pirater og Karl Mar
I dramaet arrangerer Hamlet en teaterforestilling for hoffet med den hensigt indirekte at fortælle sin onkel, at han ved, hvordan hans far, Kongen, blev myrdet og at det var onklen, der gjorde det. Dette har Hamlet fået at vide af sin fars spøgelse. Denne forestilling bliver spillet som dukketeater med to stykker foldet papir, en gummisko og en ølflaske.

Undervejs flygter Hamlet blandt en flok pirater, besøger Karl Marr i Nordsjælland og slås i mudder, samt fægter intenst for til sidst at opgive forestillingen, da det simpelthen bliver for meget for én skuespiller alene at vise slutscenen og Hamlets tragiske endeligt.

Forestillingen fungerer rigtig godt i denne afsindige nyfortolkning. Shakespeares drama har unægteligt noget meget selvhøjtidligt over sig, hvilket denne Hamlet decideret dyrker, men undervejs forekommer forskellige afbrydelser og sjove mystiske indslag, som giver en veludført kontrast til machohelten Hamlet. Det eneste mén er, at forestillingen virker en smule langtrukket og man som publikum af og til kan have svært ved at holde koncentrationen.

Vildskud
Vildskud teaterfestival er teaterbranchens årligt tilbagevendende ungdomsoprør og en festival for uafhængigt teater. Uafhængigt teater går ind og udfordrer den gængse skelnen mellem amatør og professionel. Festivalen dækker det ambitiøse amatørteatermiljø, alle dem der balancerer midt mellem, samt det professionelle teater, der står uden for etablerede teater.

Læs mere på: www.vildskud.dk

Foto: Maja Clementsen Hansen som Hamlet