Flere nyheder

 
Litteratur
Og hvor har du så hjemme?

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Og hvor har du så hjemme?
Tir. 21. aug. 2007



I denne roman om familieliv, adoption og livet i alle sine genvordigheder og udfordringer, får vi lov til at følge to amerikanske familier, der hver adopterer et barn fra Korea. Pigerne Jin-Ho og Susans liv knyttes sammen, fordi de er født i det samme land, og ankommet til USA den samme dag - med det samme fly, og deres nye amerikanske familier knyttes sammen trods deres og pigernes forskelligheder.

En fredag aften i Baltimore Lufthavn 1997 ankommer to adoptivbørn fra Korea. I lufthavnen står to meget forskellige familier og venter på hver deres lille pige. Disse to familier bliver trods deres meget forskellige tilgange til børnene, opdragelse og livet knyttet sammen gennem en årlig gensynsfest - en festdag for den dag pigerne kom til USA. En tradition skabes - en tradition der binder de to piger og deres omfangsrige familier sammen.

Familien Donaldson er en arketypisk amerikansk familie - varme, åbne og overbeviste om deres egen livsstils lyksaliggørelse. Bitsy og Brad er med deres lidt frelste tilgang til børneopdragelse og livet i almindelighed meget underholdende. Bitsy sværger til stofbleer og økologiske mad. Hun er hjemmegående og de forsøger at fastholde Jin-Hos etniske oprindelse med hendes tøj, koreanske folkeeventyr og sange og bibeholdelse af hendes oprindelige navn.

Som modsætning til den frembrusende familie Donaldson er familien Yazdans, en iransk familie med en mere afdæmpet og anskuende tilgang til tilværelsen. Sami er læge og Ziba er indretningsarkitekt. Både Sami og Ziba vil gøre meget for at virke velintegrerede i det amerikanske samfund, og særligt Ziba er meget usikker overfor Bitsys dominerende væremåde og livsanskuelse. Kravlegård, hvede, raffineret sukker og småbørnsskole skaber uoverensstemmelser mellem de to mødre - og Ziba giver som oftest efter i et forsøg på at tilpasse sig Bitsys, og for hende den amerikanske måde at leve på.

Maryam, der er historiens rigtige fortæller er Susans farmor. Hun rejste fra Tehran under shahens styrer. Hun er enke og har en veltilrettelagt hverdag med job, gamle venner og pasning af sit barnebarn Susan. Hendes liv er selvstændigt og forudsigeligt - og hun virker tilfreds. Men da Bitsys far, som ensom enkemand, kaster sin kærlighed på Maryam bliver de to menneskers - og familiers - forskellige værdier og traditioner blotlagt, og familierne bliver endnu mere viklet ind i hinanden.

Endnu en bog fra Anne Tylers hånd - dette er den 17. - og en af de bedre. Hun formår at komme tæt på traditioner og familieliv med sine historier og fortæller rammende og varmt om at være fremmed og høre til, om stolthed og fordom, kærlighed til sine børn, sin ægtefælle og sine forældre. Men mest af alt om accept, ikke mindst af sig selv.

En bog i den lettere genre, der varmt kan anbefales. Anne Tyler skriver levende og varmt, og skaber smil på munden og tårer i øjenkrogen.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Anne Tyler: Og hvor har du så hjemme?
Forlag: Gyldendal
Sider: 248
ISBN: 978-87-02-04731-8