Flere nyheder

 
Musik
Ignite på The Rock

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ignite på The Rock
Man. 27. aug. 2007

Det amerikanske, melodiske hardcore-band fra Orange County, gæstede onsdag den 22. august The Rock i København. Her gav det solide og meningsstærke band et rigtig godt show, hvor det store potentiale fra især deres nyeste album viste, at Ignite er et band helt fremme. Men koncertens længde var godt nok noget fedtet.

Omkring 50 minutter
Mere varede Ignite's show ikke. Og det var godt nok en anelse småt, ikke mindst set i sammenhæng med, at bandet lige skulle bruge et par numre eller tre til at ramme både formen og niveauet. Men så kørte det også. Tilført en lyd, der var spids og på ingen måde mudret, serverede kvartetten en serie numre, der orienterede sig ligeligt mellem nyeste klasseudgivelse fra 2006, "Our Darkest Days", og så ældre ting fra bandets tidlige fire album.

Let It Burn
Og akkurat som på albummet "Our Darkest Days", viste frontmand og forsanger Zoli Teglas sig at være et ualmindeligt stærkt kort. Hans vokale arbejde var i særklasse, og tilsat en tændt, nærværende og kompetent optræden, var (og er) han prikken over i'et for det velspillende hardcore-band.

Men hele kvartetten markerede sig nu godt. Bandets lyd var intens og pågående, men et stykke fra klassisk og mere brutal hardcore. En af styrkerne i Ignite's musik er, at de ikke låser sig fast i genrekonventioner men også tilfører deres hardcore/melodycore små input fra både mere straight rock og indierock.

Politik og substans
Ignite har et fremtrædende politisk omdrejningspunkt, hvilket også stod frem ved koncerten på Stenen: Præsident Bush og hans republikanske fæller er ikke yndlingskost. Men de politiske holdninger afstemmes velafbalanceret og er bare et fremtrædende element i bandets behageligt substansfyldte univers.

Sange som "Fear Is Our Tradition" og "Let It Burn" var nogle af aftenens højdepunkter, og bandets coverversion af U2's "Sunday Bloody Sunday" blev også serveret gnistfuldt og in-your-face. Dog ville man måske nok hellere have haft at bandet havde prioriteret eget materiale i stedet for, da det trods alt har den klasse, det har. Og den akustiske "Live For Better Days" kunne de nu også godt have sparet én for.

Men Ignite leverede overbevisende varen - der skulle bare have været lidt mere af den.