Flere nyheder

 
Teater
Komikcaféen - Comedy festival

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Komikcaféen - Comedy festival
Tir. 4. sep. 2007



For fjerde gang i træk lægger Svalegangen scene til Danmarks eneste Comedy festival. I denne omgang kan man opleve Shazia Mirza; en kvindelig, muslimsk stand-up komiker fra England, "Det sene show" med nogle af de sjoveste stand-up komikere i Århus, samt "Latterligt late show" med Rune Green m.fl. Desværre var showet hverken sjovt eller latterligt, men bare trægt og pinligt.

Festivalen løber fra den 31/8 til den 8/9 og blev sparket i gang på den første dag i Århus festuge med Latterligt Late show med Rune Gren. Showet er stærk inspireret af David Lettermans Late show. Ideen er, at showet skal være aktuelt og have gæster inde, som normalt ikke kommer til orde. Rune Gren akkompagneres af et husorkester på to medlemmer; Allan og Britta. Aftenens gæster var en buschauffør og en taxachauffør som spillede på fløjte og til sidst formanden for Århus pigegarde. I løbet af showet skulle alle publikummer også med ud på gaden for at indsnuse, hvad der foregik i festugen. Her blev vi vidne til en vred monolog fra en nabo a la Gintbergs "Tale til nationen", mens en ophidset kylling delte balloner ud.

Beslutningen om at gøre showet aktuelt og gøre noget radikalt anderledes, end det der normalt forventes til en stand-up forestilling er både original og modig. Desværre er det også noget af det pæneste, der kan siges om showet. Det var trægt, pinligt og til tider direkte kedeligt, med få lyspunkter som feks. den fløjtespillende taxachauffør og fortællingen om Århus pigegardes plisserede nederdele. Det lykkedes slet ikke at engagere publikum. Der var folk, der udvandrede under showet, og der var ca. en tredjedel af publikum, som undlod at gå med op på Foyerscenen igen, da vi havde været nede på gaden og høre "naboens" Gintberg parodi. At miste en tredjedel af publikum under et show, kan næppe betegnes som en succes.

Forhåbentlig når de involverede i showet at finde en måde at gøre det mere morsomt og engagerende for publikum inden deres næste optræden den 4/9. Hvis ikke dette sker, kan de øvrige to forestillinger forhåbentlig trække niveauet op, ellers får Komikcaféen sandsynligvis svært ved at trække publikum til næste år.

Tid & sted
Komikcafeen: Comedy Festival
Svalegangen
31. august - 8. september