Nyeste album fra engelske Motörhead er et dobbelt live-album, der beviser, at bandet virkelig er ".. louder than everyone else". Der er maksimalt drøn på fra start til slut, og de medtagne tracks dækker stort set hele Motörheads karriere. Materialet fra "Overkill" fra 1979 og frem viser, at dette band er og bliver noget helt specielt.
Masser af klasse
En nærmere beskrivelse af Motörhead er næppe nødvendig for de fleste af dem, der læser dette. Bandet står i dag med speciel status som noget helt særligt indenfor hård rock og metal. Og at dette ikke er uden grund, det er der masser af bevis for på nærværende album.
Better Motörhead than Dead - Live at Hammersmith er en liveoptagelse af bandets 30 års jubilæumskoncert, der gik for sig på akkurat samme venue, hvor Motörhead i 1981 levendegjorde deres klassiske album, "No Sleep 'Til Hammersmith', nemlig Hammersmith Odeon i London. Og lad det være sagt med det samme, nyeste livealbum når på ingen måde den gamle klassiker. Men det rykker nu ganske pænt alligevel.
De gamle tracks er bedst
At de gamle numre virkeligt er uforgængelige, bliver slået fast med syvtommersøm på albummet. Især de medtagne numre fra "Overkill" (1979) og hovedværket "Ace of Spades" (1980) stikker ud, og albummet tydeliggør da også, at Motörhead frem i karrieren aldrig når de sangskrivningsmæssige højder, som bandet startede ud med.
Og derfor er det så pokkers mere ærgerligt, at der af gode grunde ikke er noget materiale med fra det bedste studiealbum fra trioen i mange, mange år, "Kiss of Death". Men sidstnævnte så desværre først dagens lys et år efter indspilningerne af Better Motörhead than Dead - Live at Hammersmith.
Trio med masser af lyd
Motörhead har gennem mange år fremvist alle de styrker, der kan være ved trio-formen. Og det gør de stadigvæk. Dette ‘three-piece band' får simpelthen frembragt så meget lyd, at man tror det er løgn. Det er højt, energisk og nærmest uden mere nedtonede momenter. Desværre synes jeg også, at lige præcis på dette album, der bliver det lydlige bombardementet for massivt i forhold til, hvad numrene kan bære. Mange af sangene mister deres små virkemidler, finesser og særpræg i den elektriske torden. Ikke mindst Phil Cambells guitarlyd , der nærmest konstant er fuldstændig overstyret, bliver alt for dominerende. Han spiller rigtig godt, men den for massive fokusering på hans instrument gør, at Lemmys særegne og fremragende basspil mange steder simpelthen drukner. Og det er sgu synd, for et af Motörheads fremmeste karakteristika er lige netop Lemmys på en gang brutale og buldrende, men samtidigt catchy og melodiøse basfigurer. Et godt livealbum
Men det betyder ikke, at det lyder dårligt. Man kunne bare godt tænke sig et skarpere og mere varieret lydbillede. Better Motörhead than Dead - Live at Hammersmith er faktisk et godt livealbum, og med tracks som "No Class", Metropolis", "Stay Clean", "Love Me Like a Reptile" , "Iron Fist", "Killed by Death" og "Bomber", kan det heller ikke gå helt galt.
Og så er albummet selvfølgelig også en rigtig god opvarmning til Motörheads koncert i december, hvor de rammer Store Vega den 4.
Udgivet på Steamhammer/Target Distribution
