Nyopsætningen af Molières klassiske komedie TARTUFFE er en farverig og løssluppen farce, der skønt den foregår anno 1664 også har inkorporeret nogle af de moderne onder såsom stress og overforbrug. Der er fremragende præstationer af Henning Jensens stressede Orgon og Søren Sætter-Lassens både salvelsesfulde og sensuelle Tartuffe.
Forholdet mellem Orgon og Tartuffe er i centrum af intrigen. Orgon er en velhavende borger med en smuk ung kone og to halvvoksne børn fra et tidligere ægteskab. I første scene dominerer Orgons mor, Madame Pernelle, der farer frem med bål og brand mod både svigerdatterens, efter hendes mening, frivole livsførelse og manglende opdragelse af børnene, der lever i sus og dus. Hun fremholder Tartuffe som eksempel til efterfølgelse, denne efter sigende fromme mand, som Orgon har kastet sin kærlighed på og har installeret i huset til stor fortrydelse for Orgons børn, specielt sønnen Damis og datteren Marianes kammerpige Dorine.
Over for sin svoger Cléante har Orgon lidt svært ved at redegøre for sin beundring og ligefremme tilbedelse af Tartuffe: "Det er en mand, som - åh - en mand, kort sagt, en mand." Og han tilføjer, at denne mand har forvandlet ham i en sådan grad, at hans mor, hustru og børn kunne afgå ved døden uden at det ville røre ham. "Han har gjort mig helt fri." Orgon er tydeligvis en mand i midtvejskrise, der ser Tartuffe som sin redningsmand, der kan udfri ham fra en tilværelse, der har mistet sin mening. Det der for alvor sætter handlingen i gang er, at Orgon foreslår eller snarere forlanger, at datteren Mariane skal indgå ægteskab med Tartuffe, selvom hun allerede har en kæreste, Valère. Så går den emsige og rapmundede Dorine i aktion for at forpurre disse planer.
Kontrasten mellem Tartuffe og Orgons familie understreges malende af scenografien, med Elmires og specielt Marianes farveprægtige og fantasifulde påklædning over for Tartuffes asketiske og farveløse antræk. Man ser et skyggebillede af Tartuffe, der tugter sig selv - spæger sit kød - mens familien gør lige det modsatte - netop hengiver sig til kødets lyst, dyrker og træner kroppen samtidig med at de kører op og ned i elevatorer! En ubetalelig scene viser Henning Jensen på sin fitness-hyphest. 
Denne kontrast understreges yderligere af Tartuffes indgangsreplik til tjeneren Laurent om at lægge hans bodsskjorte og svøbe væk, hvorefter han beder Dorine tildække sin barm, der hos Bodil Jørgensens Dorine ikke kan siges at være særlig blottet. "Nå, De må være let til at fristes, min tro! I Dem må kødets lyst ha' en ordentlig klo!" replicerer den skarpsindige kammerpige, der længe har gennemskuet ham. Hun sørger for at arrangere et møde mellem ham og husets frue, hvor hun er sikker på, at han vil afsløre sig som den libertiner, han er, hvilket også sker. Søren Sætter-Lassen giver her en blændende præstation af Tartuffes reaktionsmønster, da han bliver grebet på fersk gerning af Damis, der har ligget på lur. Der er en meget fin, næsten umærkelig overgang mellem den bodfærdige synder, når Orgon ser på ham, og den skinbarlige hykler, når Orgon vender ryggen til og forbander sønnen.
Ole Lemmeke og Mille Dinesen er gode som det fornuftige søskendepar Elmire og Cléante, der danner modvægt til Orgons nærmest barnlige besættelse, og Bodil Jørgensen glimrer i den lidt vanskelige rolle som den evigt omkringfarende Dorine, en omstændighed, der dog nogle gange gjorde det svært at opfatte, hvad hun sagde. Henning Jensen har mange gode udtryk for Orgons blinde og nærmest vanvittige tilbedelse af Tartuffe, der somme tider er lige på grænsen til overspil. Derimod er Søren Sætter-Lassen hele vejen igennem suveræn og formår i sit spil at finde overraskende og overbeviende udtryk for de mange nuancer i denne sammensatte figur.
Tid & sted
Lars Kaalund: Tartuffe
Det Kongelige Teater, Stærekassen
14. sep. - 31. okt.
Foto: Per Mortensen Abrahamsen
