Der var høje forventninger til amerikanske As I Lay Dying, som i skrivende stund ligger nr. 8 på det amerikanske billboard og som netop er blevet kåret som "Artist of the Year" ved San Diego Music Award. Hjemme har de en trofast og stor fanskare, og nu skulle de overbevise os koldblodige nordboere om, at man sagtens kan kombinere dødsmetal og kristendom på en overbevisende måde.
Tryk på
Som forventet var der proppet med mennesker, da AILD gæstede Kongens København sammen med bl.a. amerikanske Darkest Hour, der spiller en solid omgang melodisk dødsmetal. Det var også Darkest Hour, der var i fuld gang, da jeg indfandt mig tæt på midnat i den stadig lune aften. Og de leverede varen med en stram, kontant metal, der ud over en eksplosiv attitude også indeholdt stærke melodier, riffs og en John Henry i front, som tydeligvis var i topform. Flere gange udbrød han også helt overvældet, at det da godt nok var et af de sejeste publikum, de havde spillet for.
Pausen mellem de to sidste bands var heldigvis kort, og da AILD endelig gik på, blev tempoet absolut ikke lavere, lyden blev heldigvis ikke skruet ned og attituden var lige så eksplosiv som før. Med en lige så veloplagt Tim Lambesis i front leverede AILD et kompakt set med numre fra de fire albums, de indtil nu har udgivet.
Det blev kun til tre numre fra nyeste "An Ocean Between Us", og det var tydeligt, at disse havde bredere kvaliteter end de tidligere numre. De hang simpelthen bedre sammen og havde nogle mere gennembearbejdede melodier i sig. Omvendt er det jo bagkataloget, man kommer for at høre, selvom der lige er udkommet et helt nyt album. Og det var da også de ældre numre, der fik folk op på tæerne. Faktisk i en sådan grad, at der både blev stagedivet fra scenekanten, noget der vel burde være noget nær fysisk umuligt på Loppen, og blev klatret rundt under loftsbjælkerne, mens Lambesi halvvejs stod eller hang ude blandt publikum. Der var gang i den, med andre ord.
Overbevisende show
AILD overbeviste denne aften, og der er ikke skyggen af tvivl om, at man godt kan være tilhænger af Vorherre og hans lære, og samtidig levere en omgang fuldfed, højoktan metal, der både har saft og kraft og vedhængende melodier.
Da røgen havde lagt sig - vel at mærke røgen fra scenen, da der er rygeforbud på Loppen, som utroligt nok bliver overholdt - og AILD havde forladt scenen, bemærkede jeg en enlig skikkelse, der sad midt i det hele med hovedet nede mellem knæene. Det var trommeslager Jordan Mancino, der pustede ud efter fem kvarters hårdt arbejde, med de blonde lokker næsten sorte af sved og med et drivvådt håndklæde om halsen.
Måske takkede han bare sin Herre for endnu en forunderlig aften på jorden. Tak.
