Det er en noget ambivalent fornøjelse, at lade sig rive med i næsten udelt begejstring over Al Jourgensen og hans enfant terrible konstellation Ministry. Dette, fordi det på den ene side er bandets erklærede sidste album, og på den anden side, fordi det er bandets bedste album i lang tid. Men for fanden, sikken et farvel!
Ud med Bush
Al Jourgensen og co. følger med dette album op på de to sidste udgivelsers frontalangreb på Præsident Bush og hans politiske agenda. Men modsat både Houses Of The Molé fra 2004 og Rio Grande Blood fra 2006, så skuffer de røvsparkende slyngler i Ministry på ingen måde med nyeste The Last Sucker. Det er altså stadigvæk "Ud med Bush.." - surprise, surprise! - men denne gang er de markante holdningstilkendegivelser tilført en rigtig fed orkestrering, der, når den rammer allermest plet, vækker minder om Ministrys bedste album nogensinde, metal/industrial klassikeren Psalm 69 fra 1992.
Hidsigt, hårdt og veltunet
The Last Sucker er overall et veldisponeret album, hvor Ministry gang på gang får bevist, hvorfor bandet har opnået den markante status, som de har inden for metal/industrial/alternativ musik. Udtrykket er afsindigt aggressivt, tungt og voldsomt, men det er samtidig læsset med iderige input og indfald. Og så er albummet ikke mindst et mindre overflødighedshorn af catchy, veltunede guitarriffs.
Der bliver åbnet typisk og velkendt med den hidsige "Let's Go", som med sine velvalgte samples og galoperende trommeprogrammering får sat ballet godt i gang. Toeren "Watch Yourself" følger stilen op tilført kommentarer om de faktiske begrænsninger, som kunstnere kan føle sig ramt af i dagens USA, når talen falder på landets engagement i Irak. Femte track, "The Last Sucker", er Ministry, når de er allermest heavy og fængende. Sekseren "No Glory", der har omdrejningspunktet Greed, Power, Corruption, er endnu en tænderskærende, manisk og hyper energisk sag, og "Death & Destruction", der kommer lige efter, er tæt beslægtet med denne.
Og et covernummer er der også med, nemlig en frenetisk og åndenødfremkaldende udgave af The Doors' "Roadhouse Blues". Okay, det synes unødvendigt at et band med Ministrys potentiale har en coverversion med, men de leverer sgu nummeret så skarpt, charmerende og med humor, at det er en ren fornøjelse.
Inden albummet lukker af med de eksperimenterende "End of Days (pt. 1)" og "End of Days (pt. 2) bliver lytteren så også lige præsenteret for en omgang smittende punk af ol' school snit i form af "Die In a Crash". Alle de tre sidstnævnte er gæstet af stemmen fra Fear Factory, Burton C. Bell.
Et værdigt farvel
Selv om The Last Sucker klart efterlader lyst til mere fra dette band, der nu har eksisteret i over 25 år, så er det uden tvivl et godt tidspunkt at hive stikket ud og lukke og slukke. For man kan ikke komme udenom, at Ministry i nogle år nu har kørt en anelse i tomgang. Men The Last Sucker er et monstrøst brøl af en svanesang, så der bliver i hvert fald afsluttet med manér.
Udgivet på 13th Planet / Target Distribution
