Paradise Lost leverede en koncert på det absolut jævne, da de atter gæstede København. Efter to gange afsindigt ringe support, gik de engelske gotiske doom-rockere langt om længe på scenen omkring klokken tæt på midnat. Men deres alt for rodede og ufokuserede show reddede ikke aftenen fuldstændigt.
In Requiem
Sidste nye album fra Paradise Lost - In Requiem, der havde release i maj måned - fik generelt en ret fin modtagelse, og det er også et ganske godt album. Bandet er her igen trådt ind i en mere metallisk hård lyd, men albummet savner de stærke melodier fra forgængeren, Paradise Lost fra 2005. Det engelske band har altid været bedst, når de har skubbet bekymringer om genrer i baggrunden og bare koncentreret sig om at skrive ordentlige sange. Når de modsat har bestræbt sig på at være mere genrefaste, så ender deres udtryk ikke sjældent med at blive lidt for stift og forudsigeligt.
Hele karrieren var med
Paradise Lost valgte heldigvis ikke at fokusere alt for overdrevent på det nyeste materiale, men gik i stedet igennem hele bagkataloget, der går over 15 år tilbage.
Der blev lagt ud fra In Requiem, desværre tilført en i begyndelsen ret dårlig lyd. Men det blev der trods alt hurtigt rettet op på. Herefter blev "No Celebration" fra Symbol of Life (2002) skudt af, lyden var nu bedre, og bandet syntes også at være tæt på, at have spillet sig varme.
Og som showet jo foldede sig ud som en art best of-koncert, så fik den udsolgte sal selvfølgelig serveret en lille perlerække af fremragende tracks fra bandets historie. Titler som "So Much is Lost" fra den ofte uretfærdigt udskældte elektronisk-orienterede Host (1999), "In Requiem" fra nyeste udspil, "Pity the Sadness" fra Shades of God (1992), "Grey" fra albummet Paradise Lost, "One Second" fra albummet af samme navn fra 1997 - osv. osv.
Setlisten fejlede altså på ingen måde noget. Men bandets gennem tiderne mange genreskift - fra doom metal over goth metal til synth/elektro noir og dark rock - gør altså, at en setliste, der repræsenterer det omfattende bagkatalog, bliver svær at aflevere kongruent og sammenhængende. Men track for track er sangene altså rigtig gode.
Okay
Anført af Nick Holmes, der på sine senere dage er blevet væsentligt mere talende og imødekommende, og en som altid tændt Greg Mackintosh på guitar, gjorde Paradise Lost denne gang en okay figur - men heller ikke mere. Bandet kom aldrig rigtig helt op i gear, og havde også langt hen ad vejen problemer med at få ordentligt fat i publikum.
Men for fanden, hvor har de da lavet mange fede sange. Et faktum, der blev kraftigt understreget, da der blev lukket og slukket med den eminente "Say Just Words" fra One Second.
Så det blev fem kvarter med engelske mørkerock uden den store gennemslagskraft. Ikke helt tilfredsstillende desværre.
