Quentin Tarantinos nyeste film er en uforbeholden hyldest til b-film fra 70'erne. Den udgør sammen med Robert Rodriguez' "Planet Terror" en hommage til den tids Grindhouse-film - altså lavproducerede, sleaze/exploitation produktioner oftest vist ved dobbeltprogrammer i mindre luksuriøse biografteatre. Og uden at være den store kunstneriske kulmination - selvfølgelig! - så lykkes Tarantino faktisk ganske godt med denne spøjse film.
Stuntman Mike
Kurt Russell spiller hovedrollen som den psykopatiske stuntman, Mike, der har en sygelig og ustyrlig trang til at opstøve sexede, unge piger, for at lokke dem ud på en køretur i sin modificerede dræbermaskine af en stunt-bil. Men Mike løber ind i seriøse problemer, da han udser sig en flok piger, der viser sig at være en flok mere end almindeligt hårde tøser, som på ægte b-films revenge-manér ikke har tænkt sig at lade psykopatens forsyndelser gå ustraffet hen.
Underholdning og genre
Ja, historien kan sådan set opsummeres så kort som ovenfor. Men det er heller ikke fortællingen - endsige substans - der ligger den amerikanske instruktør på sinde. Death Proof tager derimod udgangspunkt i en præmis, der hviler lige dele på underholdningselementet og genreforelskelse. Og hvad angår disse to ting, så rammer Tarantino ret godt med filmen.
Underholdningen er helt klart i hus med Death Proof. Men modsat Tarantinos tidligere film, så er eskapaderne ikke så eksalterede og pågående - før til sidst i hvert fald. For filmens sidste tyve minutter lukker filmen med en hidsig og både fjollet og effektiv biljagt, der trods det altmodische i overhovedet at vægte sådan en film-gimmick så betydeligt, alligevel formår at tilføre denne slags nyt blod. Death Proof ændrer faktisk på mange måder karakter her den i sidste hæsblæsende fase, hvilket er udført ret så snildt af den filmgale instruktør.
Bedst og..
Et af filmens absolutte højdepunkter er den ellers ikke altid lige iøjefaldende Kurt Russell, der her giver sin figur alt hvad den kan trække. Han synes overraskende nok som skabt til at levendegøre den betændte og psykopatiske Mike.
Mindre heldig er så Tarantinos overdrevne trang til hele tiden at vise os, at Death Proof er et genrestykke, der har sine referencer minimum tredive år tilbage i filmhistorien. Blandt andet er de påtagede effekter af slidt filmcelluloid med ridser og visuel knitren noget unødvendige. De, der ikke fanger de filmiske over- og underliggende referencer, skal nok føle sig godt underholdt alligevel. Men Quentin Tarantino er jo heller ikke kendt som en underspillende og minimalistisk filmmager.
Overall er Death Proof lækker og underholdende filmisk vintage. Det er gammel vin på nye flasker, men det er gjort fermt og med et markant personligt præg.
Dvd'en er udgivet i en delikat dobbeltdisk-udgave, der kommer med en masse interessant ekstramateriale.
Ude nu på dvd fra SF-Film
