Flere nyheder

 
Litteratur
gud er ikke stor

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
gud er ikke stor
Ons. 14. nov. 2007

Gyldendal har netop i dag udgivet en dansk oversættelse af Christopher Hitchens' omfattende og vedkommende 'god is not Great: How Religion Poisons Everything' ('gud er ikke stor: Hvordan religion forpester alt'), som er et direkte angreb mod religion generelt.





Christopher Hitchens er en modig mand. I en tid, hvor det er tabu eller politisk ukorrekt at kritisere noget som helst, kritiserer han lige præcist det, alle mener er en fundamental menneskeret at have frihed til: religion. 'Kritiserer' er her en underdrivelse. Hitchens mener nemlig, at religion er direkte farlig og tåbelig. I denne bog kommer han bl.a. ind på alt fra "intelligent design" til evolution og fra kreationisme til selvmordsbombning, og selv lille Danmark er nævnt i forbindelse med Muhammed-tegningerne som en af de situationer, hvor Hitchens er styrtet "hovedkulds af sted for at vise [sin] solidaritet ved den danske ambassade".

I det første kapitel introducerer Hitchens sit ståsted og beskriver, hvordan han er nået til sin åbenbaring om det enfoldige ved religion, mens han i de efterfølgende kapitler bringer beviser for sine synspunkter. Hitchens er intelligent, grundig og en aldeles kompetent polemiker, der ikke afviger i sin overbevisning. I Kapitel 2, "Religion dræber", hvori det næsten oldgræsk-kor-agtige "religion forpester alt"-omkvæd dukker op på strategisk velvalgte steder, belyser Hitchens de tre store monoteistiske religioners ugerninger, uden at favorisere/forkaste én over de andre, og understreger dermed sit eget ståsted som "oplyst ateist". Titlen på bogen er yderligere med til at understrege dette, da Hitchens staver gud med småt og endda anmoder om, at denne stavemåde bibeholdes i alle udgaver af bogen.

Derudover er selve bogens længde med til at understrege en pointe: nemlig hvor meget dårligt religioner har været skyld i i tidens løb, og Hitchens formår, ved simpelthen at overvælde læseren med information, at kræve, at man giver værket sin udelte opmærksomhed.

Med kapitel 13 stiller Hitchens det retoriske spørgsmål: "Får religion folk til at opføre sig bedre?" og uden at læse kapitlet kunne man have forudsagt konklusionen, som selvfølgelig er: nej, det gør den ikke. Tværtimod. Meget af bogen går ud på at anklage religion som en institution, der direkte opfordrer til og medfører, at folk ter sig som hovne, selvretfærdige, brutale tåber. Heldigvis fører Hitchens glimrende bevis for sine påstande, og udtrykker samtidig sin holdning til at fredelig sameksistens aldrig kan forekomme, før mennesker adopterer en slags anti-tro, hvor facts og videnskab—i modsætning til dogmer og mysticisme—sætter dagsordenen. Med menneskets nuværende evolutionsniveau er religion en helt og aldeles ubegavet og indskrænkende grund til alt for meget splid, lande og etniske grupper i mellem.

En af Hitchens' største modstandspunkter er det missionerende i de etablerede religioner. At andre skal belemres, for ikke at sige tortureres og myrdes i guds navn, og for at omvende folk til "den rette tro", koste hvad det vil, er i Hitchens' øjne ikke bare intolerant men direkte idiotisk, specielt når de monoteistiske religioner alligevel er "plagiater af plagiater" af hinanden.

Om man er enig med Hitchens eller ej, alle vil få noget ud af at læse denne bog - eller i hvert fald folk, der har en tendens til at tænke bare lidt over tilværelsen. Nogle vil få en værdig modstander, som ikke er bleg for at tage kampen op, mens andre (alle agnostikerne, ateisterne og skeptikerne) endelig vil se en allieret, der tør sige, hvad man måske ikke selv tør. Så for alle de "vantro" er denne bog et absolut must.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Christopher Hitchens: gud er ikke stor: Hvordan religion forpester alt.
Forlag: Gyldendal
Sider: 372
ISBN: 978-87-02-05752-2