Det var kun små fem måneder siden at engelske Porcupine Tree sidst stod på scenen i København - dengang i Pumpehuset - men ikke desto mindre var det et flot besøgt Store Vega, der mandag 26. november stod klar til en solid omgang neo-prog. Og den engelske kvartet understregede på overbevisende facon, at bandet er det ypperligste, som art/prog-scenen har at byde på lige nu.
Porcupine Tree, der har den musikalske ener, sanger/guitarist Steve Wilson, som det absolutte midtpunkt, har siden debuten i 1992 bevæget sig langt udenom tidstypiske trends men i stedet satset på et eget udtryk. Den ubrydelige vilje og tro på det musikalske projekt tillagt ualmindeligt stort talent har resulteret i, at Porcupine Tree i dag er et unikum på rockscenen. Og dette blev der blot sat endnu en tyk, fed streg under, denne mandag på Vega.
Tilført noget af den bedste lyd, jeg har oplevet i dette fremragende koncertforum, leverede Porcupine Tree fra start til slut en koncert i ren opvisningsstil - der var ingenting, der denne aften ikke lykkedes mere end almindeligt godt.
Bandets lyd er stort anlagt med en bredde og en dybde, der bæres igennem af innovative nuancer og afvekslende forløb, blandt andet i form af massive attaks af tung, metallisk art. Og netop Porcupine Trees væsentlige fokusering på en stor, flot og detaljeret lyd, gør, at bandet fortjener ordentlige rammer at udfolde sig under. Og her var Store Vega den helt rigtige venue.
Porcupine Tree har efterhånden ni album bag sig, hvor det sidste nye er det enestående værk, Fear Of A Blank Planet. Og det var da også især materialet fra denne, samt fra den helt nye ep Nil Recurring, der lyste kraftigst igennem denne aften. På disse to titler går bandets miks af atmosfærisk grandios prog/artrock, elektroniske, ambient input og bastante mere jordbundne guitarfigurer i den grad op i en højere enhed - akkurat som koncerten denne aften gjorde.
Højdepunkter i form af ældre sange fra bagkataloget var eksempelvis "Blackest Eyes" og "Gravity Eyelids" fra In Absentia (2002) samt "Lazarus" fra det ikke helt så gennemførte album Deadwing (2005). Men overall hang setlisten utroligt godt sammen og var en tæt sammenbunden serie af tracks af kæmpe klasse.
Som prikken over i'et var Porcupine Trees show tilført blærede visuals i form af lækkert iscenesatte film med anseligt apokalyptisk snit, der en del af koncerten blev projiceret op på bagvæggen. En på alle måder stemningsmættet oplevelse.
Om så Porcupine Tree nogensinde vil breake stort og bryde ud af det kult-rum, som bandet hele vejen har befundet sig i, det skal jeg ikke turde gætte på. Men det er som sådan også ligegyldigt, for bandets niveau er uomtvisteligt, og deres kunstneriske succes har længe været en realitet. Faktisk bliver Porcupine Tree bare bedre og bedre.
