Skateren Alex tumler rundt i en døs af dårlig samvittighed. Han har ikke blot ved et uheld men også på en uhyggelig måde dræbt en sikkerhedsvagt. Efter et besøg alene i skateparken Paranoid Park står Alex, inden han ved af det, og ser sit tilfældige offer foran sig i en af de mest skumle dødsscener, jeg har set.
East Side Skateboard Park kaldet Paranoid Park er ikke et sted for en teenageskater som Alex (Gabe Nevins). Alligevel drages han dertil. Han kommer i skidt selskab og ender med at dræbe en sikkerhedsvagt ved et uheld.
Sådan fortælles Paranoid Park ikke. Den indleder med at forvirre tilskueren i den første halve time, hvor man følger en teenager, som hedder Alex. Han er på sammenbruddets rand, men man aner ikke hvorfor.
Se, sådan et oplæg kan nemt afskrække tilskueren til at vende sig mod filmen, men i Paranoid Park gør hovedrolleindehaveren Nevins en indsats, så man ikke lige slipper ham. Ad omveje begynder der at tegne sig en forståelse af, hvorfor teenageskateren Alex tumler sådan rundt.
Drabet på vagten og synet af dennes død har sat sig i Alex' hoved. Men selvom vi aldrig kommer ind i hovedet, viser instruktøren os alligevel brøkdele af Alex indre liv, bare set udefra. Det gør han med skærende lyde, lange indstillinger på ansigter og tilbageskuende sekvenser af lykkefølelsen ved at skate filmet i formatet 8mm, der gryner billedet.
Vi hører, vi ser, lidt ad gangen. Langt hen af vejen er Paranoid Park som at bryde gennem en mur. Rejsen betaler sig dog, synes jeg. Van Sants film er ikke årets bedste, men den sætter sig alligevel i mig. Der er noget uudgrundeligt over dens moralske tematik. Spillet handler ikke kun om det uforsætlige drab, men også om forældre, der ikke ser noget. Og om et forkert kæresteri, og om et rigtigt venskab. Og om noget ubestemmeligt ved teenagetilværelsen. Noget så uudgrundeligt som konstant dårlig samvittighed.
Gus Van Sant, som vi kender fra filmene Drugstore Cowboy (1989), To Die For (1995) og Good Will Hunting (1997), for bare at nævne et udpluk af hans værker, har med Paranoid Park skabt en interessant skildring af en ung mands psykologiske kamp med at finde sit moralske ståsted. Derfor kan man tolke filmen som et psykologisk drama om den konflikt, alle teenagere gennemgår, selv om langt de færreste ved et uheld begår drab. Men tilstanden, som Alex tumler rundt i, den har vi vist alle sammen oplevet mere eller mindre intenst.
Paranoid Park er hverken en rystende foruroligende eller nyskabende film, men den har en subtil tiltrækning ved sig, der ikke lader sig ryste så let af. Filmen ender såmænd også ganske passende med at tilskueren tumler ud af biografen lidt i en tilstand som Alex'.
