Det skulle være så godt, og så er det faktisk... helvedes problematisk. På den aktuelle maleri- og videoudstilling i X-rummet, tager Søren Martinsen livtag med utopien om det gode liv på landet og får banket et par gedigne hegnspæle igennem myten om den ukomplicerede tilværelse fjernt fra storbyens puls. Den sødmefulde 'country song' slår flere gange over i mol og får en mørk og disharmonisk tone. Alligevel får man lyst til at synge med.
Afsættet for udstillingen er Martinsens midtlivs-drøm om at hanke op i familien og rykke væk fra det skæve og stressede kunstner-boheme-liv i København. Med andre ord finde tilbage til den natur, der er blevet undertrykt og tæmmet af civilisationens orden og normer. I udgangspunktet en forjættende ide, der imidlertid - da den endelig realiseres - viser sig at have vidtrækkende konsekvenser. Og ikke udelukkende af den morsomme slags. For nissen flytter (som bekendt) med og angsten, depressionen og hangen til diverse stimulanser forsvinder ikke, bare fordi man lægger byen bag sig. Det gør til gengæld det tætte netværk og den umiddelbare kontaktflade, og pludselig står Martinsen temmelig alene derude i 'ødemarken' med en mængde problemer af både teknisk og personlig art. Transistorradioen kører i tomgang, vaskemaskinen er røget sig en tur, alkoholenheden er lukket og han har kun et par prozac tilbage. Og det rådyr, han kom til at køre over igår, skal parteres, selvom det lugter så afskyeligt, at kvalmen straks melder sig. Frustrationerne tårner sig op, og vi følger dem tæt i filmen SE-LVP-ORT-R-ÆT, der via en række fragmentariske og grovkornede videosekvenser tegner et barskt, men også selvironisk billede af kunstnerens kamp med omgivelserne og - ikke mindst - sig selv.
Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Martinsens relokering viser sig at fungere som et kreativt fix direkte i den artistiske åre, og det maleriske udkomme er ærlig talt fænomenalt. Glumsø's vidtstrakte landskaber bliver en naturlig projektionsflade for kunstnerens eget, indre univers, der fornemmes som dystopiske strømhvirvler under det landlige paradis' rolige og glatte overflade. Martinsens stemninger hænger som tunge skyer over markerne, og hans kvaler trænger sig på og gør de åbne landskaber sugende klaustrofobiske. Virkeligheden 'fortegnes' i overensstemmelse med kunstnerens følelsesmæssige udsving, men billedskønt og betagende er det ikke desto mindre.
De panoramiske lærreder, syv i alt, lyser op i det til lejligheden mørklagte X-rum og brænder sig som symbolistiske filmstills fast på beskuerens nethinde. De æstetisk forenklede, men dog detaljerede motiver sitrer som psykedeliske drømmescenarier i det søvnige mørke og har trods manglen på handling en stærk udsigelseskraft. I brede strøg og med ekspressivitet i farven giver de et indblik i den menneskelige natur og formulerer på deres egen måde det ufattelige ved eksistensen. Det er muligt, at der skal ryddes rækker af ukrudt, at regnbuen ender bag naboens busk, at ledestjernen peger i den forkerte retning, og at klicheerne i det hele taget ikke holder, hvad de lover, men de indre og ydre horisontlinier er stadig vide og intakte og the sky is the limit. Moralen må være, at der altid er en vej ud, og at selvbillede og livsindstilling med tiden kan forandre sig og falde på plads.
Foto: Igennem skoven, Busken og Raps af Søren Martinsen. SMK foto.
Tid & Sted
6. okt. 2007 - 24. feb. 2008
Country Song: Statens Museum for Kunst
