Flere nyheder

 
Musik
Volbeat på Vega

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Volbeat på Vega
Tir. 4. dec. 2007

Der var virkelig dømt rock'n'metal-bal, da Volbeat atter stod på Store Vegas scene den første lørdag i december. En proppet sal med promillen og humøret indstillet på max fest tog imod Michael Poulsen og co. med en begejstring, der nok ikke tilkommer særligt mange bands fra den hjemlige rockscene. Og Volbeat kvitterede med en koncert, der fra start til slut var gennemført professionel og engageret.

At Volbeat for tiden nyder ualmindelig stor popularitet, det skal man være både døv og blind for ikke at have observeret. Bandets turné rundt i Danmark er hele vejen præget af røde lamper, og nyeste album, Rock The Rebel/Metal The Devil er netop gået platin, hvilket betyder, at salget har rundet de 30.000. Flot, flot. Og to udsolgte koncerter to dage i træk på Store Vega, det understreger bare, hvor hot dette rock'n'roll'n'metal band er netop nu.

Koncerten denne lørdag var næppe bærer af de store overraskelser. Man kender efterhånden bandets formel.. Men varen blev leveret overbevisende sikkert. Volbeat må være ved at være kørt lidt trætte efter det sidste lille års tids hektiske aktiviteter, men det lod de sig på ingen måde mærke af. Der var fuld skrue på fra første sekund og energiniveauet blev holdt 100 procent stort set hele vejen.

Der blev lagt ud med et covernummer, og herefter gik det så over stok sten og sten med et sæt varieret over bandets to album, hvor hovedvægten selvfølgelig lå på nyeste udgivelse. Den stod blandt andet på den fremragende "Soulweeper", "Radio girl", "Caroline leaving", "Devil or the blue cat's song" og "Sad man's tongue". Og selvfølgelig blev der også plads til "The garden's tale", der kom som et af ekstranumrene sammen med blandt andet Volbeats 'live-klassiker', "Pool of booze, booze, booza". Et godt tight set, der tydeligvis gav den fyldte sal, hvad de var kommet efter.

Udover, at det blev sat på plads, at Volbeat er et fremragende live-band, så gjorde denne koncert det endnu en gang klart, at hvervningen af Thomas Bredahl (der ellers også gør sig i Gob Squad) som guitarist i bandet, var en rigtig god satsning. Han er, sammen med frontmand Michael Poulsen, en ren opvisning i spillelyst og energi. En stor fornøjelse.