Med sin anden film har Anders Morgenthaler modigt slået sig sammen med Kim Bodnia, der som politimanden Simon har kidnappet sin søn Louie, spillet af debutanten Villads Milthers Fritsche, i et drama der tør at gå nye veje i en fortælling om den moderne mands problemer med at finde sig til rette i faderrollen.
Men hvad består det modige så af i Ekko? For det første, satser Morgenthaler med Kim Bodnia i hovedrollen som den lettere kiksede og usikre Simon, der om nogen er kendt for at spille hårde og/eller afstumpede mænd, og som Frank i Pusher (1996) vel blev den første af de stjerner som dansk film blev kendt for op igennem 1990'erne. For det andet er vi med Ekko langt fra den golde og upersonlige metropol i Morgenthalers første film Princess (2006), da det meste af handlingen foregår i det sommerhus på landet, som Simon og Louie er flygtet til. Væk er det hæsblæsende voldsorgie og i stedet præsenteres vi for en far og en søn, der spiller ludo og fanger mus.
Alt ånder umiddelbart fred og ingen fare, da Simon og Louie ankommer til det tomme sommerhus, men vi fornemmer hurtigt, at idyllen er truet af en tilstedeværelse i huset, der langsomt, men sikkert sniger sig ind på Simon. Sommerhuset fremstår som sådan symbolsk for Simons sindstilstand, der via Morgenthalers enkle og dog sikre midler formår at veksle naturligt mellem varme og tryghed og en uhygge med slagskygger, der får det velkendte til at fremstå knugende og dunkelt.
Undervejs møder de to den ret så ligefremme Angelique (Stine Fischer Christensen), kassedame hos den lokale købmand, der efter at Simon har udgivet sig for en ikke-dansk-talende tysker for ikke at blive genkendt, begynder at tale om sine seksuelle erfaringer med en anden tysker. De mødes igen senere, hvor hun tilbyder dem et lift hjem, selvom hun har opdaget sagens sammenhæng, og da hendes nærmest ekstremt taberagtige kæreste har smidt hende ud, flytter hun trods protester fra Simon, ind sammen med far og søn. At hende og Simon ender i seng sammen er ikke ligefrem nogen overraskelse, men inden man når at tænke kliche, ændrer den ellers maleriske sexscene sig til et makabert mareridt, der på mesterlig vis illustrerer den gamle freudianske tanke om at skyld og sex går hånd i hånd.
Jo, Anders Morgenthaler er en modig mand. Udover det allerede nævnte er filmens på sin vis universelle tematik om mænds forhold til deres børn og ikke mindst deres egne fædre, beskrevet på en vedkommende og ligefrem måde, som f.eks. i scenen, hvor faderen spørger sin søn om, hvem han elsker mest; mor eller far?
En andet moment der gør filmen til en nydelse er Kasper Tuxens fotografering. Den giver i den grad varme, kulde og stemning de rigtige steder, og bevirker ydermere, at man tilgiver visse handlingsmæssige skønhedspletter i enkelte scener. For eksempel virker det utroværdigt, at Angelique efter et skænderi med Simon tilkalder politiet, for efterfølgende at dække over dem, så de ikke bliver opdaget. Dette ændrer dog ikke ved at skuespillet er i topklasse, og at Ekko har et tidssvarende og relevant tema, samtidig med at den afsøger nye veje for dansk film!
Foto: Bjørn Bertheussen
