Jacob Thuesens film om Lars von Triers unge år på Den Danske Filmskole er en ikke helt uproblematisk omgang. Meget er indforstået og mest interessant for von Trier-kendere. Heldigvis er De unge år dog fuld af sjove klicheer, som koleriske lærere og en, ja undskyld sproget, bogstavelig talt skide nervøs ung von Trier.
Vi følger von Trier i skikkelse af den spage kunstnerspire Erik Nietzsche (Jonatan Spang). Han optages på filmskolen med drømme om at filme blade og natur, som han nervøst formulerer det. Uden egentlig handling, bare som momenter, hvilket de mildest talt fantasiløst restriktive lærere af dengang i 1979-82 intet har tilovers for. Man laver nemlig film ud fra regler, faste fortælletekniske regler.
Det gør Erik ikke. Han afviger fra normen, og rager derfor gentagne gange uklar med skolens rektor, lærere og politik. Årene på Filmskolen bliver sammenlignet med et 4-årigt fængselsophold. Men Erik vinder alligevel til sidst, da han endelig begynder at forstå, hvordan man udnytter systemet til egen fordel.
Lærere og medstuderende med alle deres nykker og excentriske opførsel, stærkt spillet ud til kanten af det groteske, er bestemt noget af det sjove ved De unge år. Filmen holder sig heldigvis heller ikke tilbage for med øm selvironi at karikere von Trier samt dele af hans tidlige skolefilm. Alle(?) har vel hørt anekdoten om den ufrivilligt morsomme sexscene på det knirkende gulv, der fik medstuderende, og senere klipper for Lars, Thomas Gislason til at le. Nu ser vi endelig selv scenen. De forskellige anekdoter om Lars' liv gør filmen interessant, men også til en lettere surrealistisk oplevelse på de forestillinger man nu en gang har om mandens kendte momenter.
Alt i alt er De unge år sjov. Men hvem filmen henvender sig til, er nærværende anmelder ganske i tvivl om. Skal man kende til von Trier før man morer sig? Eller er det en kritik af forholdene på Filmskolen i Lars' tid? Er det en parodi på filmverdenen? Er det alt på én gang?
Og så en sidste ting: Er Lars' oplevelser på Filmskolen overhovedet interessante nok til at lave en spillefilm over? En ukendt personage havde ikke fået denne film igennem. Og havde det været en ukendt vi fulgte som karakteren Erik, var filmen dybest set uinteressant, måske lige udover sin groteskhed. Hvad angår von Trier er det vel hovedsagelig hans film efter 'fængselsopholdet', der er interessante. Det forekommer en, at von Trier har nydt at sidde ironiserende og sarkastisk derhjemme og smage på sig selv, mens han skrev manuskriptet. Spørgsmålet er bare, hvor interessant det i grunden er for os andre, når det kommer til stykket.
Foto: Per Arnesen
