|
|
Det er de store spørgsmål som er på spil i 'Kvinde og fugleskræmsel' på Husets teater. En kvinde ligger på sit dødsleje. Har hun fået det ud af livet, som hun ville? I en grå cirkusmanege-lignende scenografi, der også leder tankerne hen på et fuglebur, ligger en kvinde for døden. Hun samtaler med et fugleskræmsel - en dame klædt i røde sko og silke.
Kvinden har fire børn hvoraf et er dødt, og nu skal hun selv dø. Eller det siger hun i hvert fald. Hendes mand tror, det er et påfund for at straffe ham. Hans elskerinde sidder nede på gaden med motoren tændt. Kvinden har en sær glæde ved begravelser, altså andre folks begravelser og udtaler bl.a. " Jeg har altid elsket begravelser. Selv de bedste kan ikke skjule glæden: Det var ikke mig, ikke endnu."
Forestillingen rummer en stor portion af gådefuldhed, hvilket scenografien også antyder. For hvor er det egentlig henne? Stedet er som et limbo, eller et forvrænget soveværelse. Måske kvindes eget indre rum, hvilket forklarer, at Fugleskræmslet kun kan interagere med kvinden, som hun taler med uden at lægge skjul på det. De andre personer undrer sig over, hvem hun taler med, men ikke ret meget, hvad der kan virke lidt underligt. Mystiske mennesker fra kvindens liv driver forbi eller kigger ud fra skabe i væggen, de præsenterer personer fra hendes fortid eller hendes egen fortid, fx en lille pige i rødt tøj på et løbehjul. Denne kvinde har tilsyneladende en del skeletter i skabene og rotter på loftet. 
Det gode ved denne forestilling er, at der ikke er noget moraliserende pointe. Kvinden ligger for døden og er ikke helt tilfreds med det liv, hun har ført. Hendes mand har været hende utro, hvilket hun nægter at tilgive ham, til trods for, at hun også selv har haft forhold ved siden af. Historien handler altså ikke om fortrydelse af dårlige gerninger, men dog en utilfredshed ved det liv, der snart er forbi. Anden akt er klart bedre end første akt, i det der heri sker mere. Det er som om, at første akt er noget, man skal igennem for at kunne komme til andet akt.
Faktisk tager handlingen en noget uhyggelig drejning med sorte fjer på scenen og Fugleskræmslet er pludselig iført en vinge og et næb, hvilket dog ikke var nødvendigt, idet fuglemetaforikken er tydelig nok uden. Det virkede mere gådefuldt at denne symbolik kun blev antydet. Uhyggen trænger sig mere på og stemningen er helt fortættet. Skuespillerne spiller rigtig godt, specielt skal fremhæves Kirsten Peuliche og Elsebeth Steentoft.
Fotograf: Henrik Saxgren
Husets Teater: Kvinde og fugleskræmsel
Se spilletider
