Århus Teater forsøger sig med engelsk crazykomik i form af Anthony Neilsons skuespil om de absurde associationer, man som luddoven singlefyr kan komme ud for i hverdagen. 'Realisme' vækker til en vis grad grin og undren over grænsen mellem virkelighed og fantasi, men indeholder desværre også for mange interne vittigheder og flad politisk satire.
Den overvægtige Lars sidder som altid foran fjernsynet og fylder sig med forskellige færdigretter. Han gider ikke tage sig sammen til at gøre noget som helst, hverken at klæde sig på eller gøre bare en smule rent i den uhumske lejlighed. Når fjernsynet ikke leverer den fornødne underholdning, begynder Lars' tanker at drage på langfart: Hans liv, lyster og drømme bevæger sig konstant mellem virkelighed og fantasi, hvilket udspilles i højt tempo og med stor energi af forestillingens syv medvirkende. 
Der er et utal af overraskende scener: Snart befinder vi os ved barndoms-hjemmets morgenbord, hvor mor omsorgsfuldt mader Lars med popcorn. I det næste øjeblik bliver vi vidner til en højlydt trekant mellem Lars og hans to ekskærester - en meget grotesk og morsom scene, hvor man ikke skal undervurdere hverken tissets eller toiletbørstens ophidsende effekt. Scenen kulminerer, da mor utilsigtet dukker op i Lars' associationsrækker og praler med sine endog meget kvindelige former. En meget uheldig drejning i tankerækken, der kan få enhver dreng til at væmmes noget så grusomt. Mon ikke de færreste mennesker kan sige sig fri fra at have forestillet sig sine forældre som seksuelle væsner?
Det er i de genkendelige øjeblikke, Realisme fungerer bedst: Morskaben krydres desuden med vittige overraskelsesmomenter, som når personerne pludselig stikker hovedet ud af vaskemaskinen eller smyger kroppen frem gennem sofaryggen.
Uheldigvis opfylder mange af scenerne ikke deres lattervækkende hensigt, hvis man som tilskuer ikke er bekendt med de ting, der gøres grin med. Man får næppe fundet den store latter frem under skuespillernes indianerdans, medmindre man har set Tommy Seebachs musikvideo Apache. Desuden vil alt for mange pointer falde til jorden, hvis man ikke er velbevandret i engelsk slang samt diverse film og computerspil. Man sidder for ofte og undrer sig over, hvad der mon var intentionen med dén og dén scene.
Dertil kommer, at instruktøren har valgt at inddrage en smule forhåndenværende politisk satire, der i udførelsen savner både fornyelse og bid. Eksempelvis fremstilles politiske antirygere som hysteriske, eftersom de alle er ved at kvæles ved den blotte lugt af cigaretrøg. Optrinnet virker såvel letkøbt som ualmindeligt uopfindsomt i forhold til forestillingens øvrige idérigdom.
Imidlertid formår skuespillerne at få noget nær det optimale ud af den tekst, de har til rådighed: I hovedrollen som den drømmeriske enspænder Lars Arvad (vi er som sagt på grænsen mellem virkelighed og fiktion) leverer Lars Arvad en absolut overbevisende præstation, mens Mikkel Løvenholt Reenberg i rollen som Lars' ego får mange sjove sekvenser ud af sin temperamentsfulde og omskiftelige figur. Det er navnlig i scenerne mellem disse to karakterer, at grænsen mellem virkelighed og fantasi for alvor bliver utydelig. I det hele taget præsterer samtlige skuespillere både en smittende intensitet og en usvigelig timing i løbet af dette halvanden times vanvidsscenarium.
De gode skuespillerpræstationer samt en opfindsom og overraskende slutning gør, at man kan forlade Århus Teater med tilfredsheden over at have fået sig nogle gode grin - og i bedste fald en ny tilgang til, hvad der kan kaldes normalt.
Foto: Jan Jul
Århus Teater: Realisme
Se spilletider
