|
|
Svalegangen fortæller den autentiske historie om en vanrøgtet dreng, der udvikler skizofreni og indlægges på en psykiatrisk afdeling. En opofrende plejer formår at genoprette hans tiltro til menneskene. Det lyder gribende, men forestillingen er imidlertid en kedsommelig og forudsigelig oplevelse.
I Galefyrsten præsenteres vi for en familie, der i 1965 er bosiddende i en afsidesliggende hytte i Sverige. Faderen har aldrig formået at opfylde sin kones ungpigedrøm om at rejse til Amsterdam, hvilket har gjort stemningen i hytten mere end trykkende. Moderen vælger derfor at flytte med sine tre ældste børn, mens den yngste dreng lades tilbage hos den alkoholiserede fader. Drengen lukker sig mere og mere om sig selv, og som 16-årig indlægges han som skizofren. Han har udviklet et indædt had til menneskene, og der skal gå syv år, før han møder en kvinde, der ser ham som andet end endnu en afviger.
Dette er den kort opridsede handling i Galefyrsten, der bygger på Henning Mankells dramatisering af Elgards Jonssons selvbiografi. Uheldigvis synes forestillingen aldrig at komme videre end netop oprids i den skizofrene persons livsforløb. Oplevelsen kommer så at sige aldrig ind under huden, men fortaber sig i en karikatur af det såkaldt gale menneske. Det er den velkendte historie om arv og miljø samt et koldt og bureaukratisk sundhedssystem, der ikke formår at se mennesket bag den gales maske. Forestillingens varighed af små 75 min. synes ikke at være nok til at kunne give et relevant og indfølende indtryk af et menneske, hvis liv ellers burde gøre et uudsletteligt indtryk på tilskuerne. Handlingen springer fra den ene sekvens til den anden, uden at den for alvor går i dybden med de bevæggrunde, som har tegnet hovedpersonens tragiske tilværelse.
Scenograf Poul Fly Plejdrup har imidlertid skabt en spændende og virkningsfuld scenografi, der rent æstetisk højner oplevelsen ved Galefyrsten. Både sceneopsætningen, kostumerne samt et stemningsfuldt harmonikaakkompagnement tjener til at skabe en form for eventyrunivers, hvor vi lige så vel kunne have befundet os i en fortælling af Brdr. Grimm. Den eventyrlige stemning forstærkes af skuespillernes talrige åbningsreplikker, der alle begynder med "Der var engang..". Spørgsmålet er imidlertid, hvilken relevans det eventyrlige måtte have i forbindelse med fortællingen om en skizofren dreng. Det kunne givetvis have været interessant måde at gribe emnet an på, men når hverken dramaturgien eller de stereotypt fremstillede karakterer formår at frembringe en ny indsigt i det gale menneske, synes de opsætningsmæssige valg at være ret intetsigende i den store sammenhæng.
Galefyrsten fremstår desværre som ret betydningsløs forestilling, hvilket bekræftes af den tilbagevendende replik: "Findes der noget, som er mindre end et barn, som ingen elsker?" Nej, det gør der næppe: Selvfølgelig skal et barn have kærlighed og omsorg for at kunne fungere, men det vidste publikum forhåbentlig både inden, under og efter at have set Galefyrsten.
Svalegangen: Galefyrsten
Foto: Morten Fauerby
Se spilletider
