Flere nyheder

 
Musik
WE: Tensions & Release

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
WE: Tensions & Release
Man. 28. jan. 2008

De kosmiske bikere i WE har turneret i godt tre år på tre kontinenter, efter deres debutalbum 'Smugglers' fra 2006, og de norske hardhittere har gashåndtaget i bund på deres andet album 'Tensions & Release'. Problemet er bare, at det kun momentvist lykkes at få kværnen godt op i fart, og i for lange passager er man passager på en japansk kopi af den ægte vare.

Kosmisk bevidsthed
WE har tonsvis af attitude og en solid del gå-på-mod. Og de har ikke mindst masser af talent og sans for et umiddelbart spændende rock-koncept med bevidsthedsudvidende tekster og sans for et godt sammenhængende plot. Albummets første skæring "Lotus Rising (in the Emotional Minefields)" - titlen indvarsler med al tydelighed, at der er noget alternativt på spil her - har et flot komponeret symfonisk strøg med skæve rytmer og varierende vokal, en mindre keyboard-solo er der såmænd også plads til. Den efterfølgende skæring "Free behind Bars" starter i femte gear og fortsætter ud ad landevejen med en klaustrofobisk sang om livet bag pigtråd, bevæbnede vagter og cementmure. Er man virkelig fri i verden, eller lever vi alle i et eksistentielt fængsel?

Der er i mange af numrene fængende temaer, spændende melodier og insisterende detaljer i både guitarspillet og de mange keyboards-loops, der krydrer det hele med både små pift og monumentale søjler af lyd.

Retrorock
Når der alligevel sniger sig en tanke ind ved flere gennemlytninger, er det fordi WE har en uheldig tendens til at lyde som halvfjerserbands, der også dyrkede den varierende og symfoniske rocklyd for 30 år siden! Og WE formår desværre ikke at bringe særlig meget nyt ind i det 'følelsesmæssige minefelt' som de så flot lægger ud med.

Momentvist lyder de således som en blanding af Ted Nugent, når han er mest syret, en god sjat tidlig Scorpions (da de var bedst), tilsat lidt Blue Öyster Cult og en sjat Def Leppard. Så er vi vist ved at være der. Retfærdighedsvist skal det dog understreges, at WE har masser af egen stil og lyd at byde på, men de har altså også momentvist, i mine ører, en uheldig tendens til at dyrke en stil, der er mere passé end konstruktivt retro.

Selvfølgelig kan man sige, at er man til de inspirationskilder, som så tydeligt kommer til udtryk i WE's musik, er der masser af guld at hente på et i øvrigt flot produceret album som Tension & Release. Det er fejende flot med masser af inspiration fra 70'ernes og 80'ernes glamrock og syrerock, men skal jeg selv vælge, vil jeg hellere have den originale vare med Blue Öyster Cults' Cultusaurus Erectus, Ted Nugents Weekend Warrior eller Scorpions' Animal Magnetism.

Bonusmateriale
For dem, som gerne vil dykke mere ned i WEs univers, er der en bonus-DVD med udgivelsen, som indeholder en del backstage-optagelser fra WEs Smuggler-tour, hvor de spillede med blandt andre Motörhead og Whitesnake. Andre eksempler på store bands fra 70'erne og 80'erne, der heller ikke har flyttet sig en tomme siden da. Vi kommer med på nogle uformelle stunder bag scenen, men også med ind til samtaler med Mickey Dee og Lemmy Kilmister, som er interessante, hvis man er til det. Sluttelig er der bla. tre live-optagelser fra en koncert i München. Alt sammen udmærket, hvis man får lyst til at kravle op på bagsædet hos de stolte, norske saltvands-bikere. God tur.

Ude på CD fra Rodeostar Records / Target distribution