|
|
Københavnske Barra Head har med deres ottende udgivelse fået finpudset formen og er i dag en uhyre velintegreret trio med masser af skæv og intelligent rock på hjertet. Siden bandet blev dannet i '92 og debuterede med deres egen produktion 'Play/Rec #01' i 2001, som blev fulgt op af det anmelderroste album 'Songs & Departures', har bandet turneret flittigt i Europa og mangler kun det danske publikums opmærksomhed.
Den lange vej
Jacob Hvitnov, Mikkel Jes Hansen og Arvid Gregersen på henholdsvis trommer, guitar og sang, og bas har taget den lange tur fra øvelokalet på Christianshavn, som resulterede i den ganske udmærkede CD Play/Rec #01, der blev lavet i samarbejde med tre andre bands; Lack, The Unit og Blue Peter. CD'en var selvfinansieret på eget label, og det er nok meget sigende om et band som Barra Head. De har fra starten selv stået for alt vedrørende produktion, promotion og markedsføring og denne første udgivelse indeholder således fire skramlede numre, der viser de tidlige takter i et band som helt fra starten af har haft en klar forestilling om, hvilken musik, de bærer rundt på.
Med Go Get Beat Up har de dog for første gang allieret sig med et hold studieteknikere, så de selv kan koncentrere sig om at spille den musik, det hele handler om. Og det er der kommet et forløsende friskt album ud af med både intensitet og nerve.
Forløsende tæv
Go Get Beat Up er først og fremmest en præstation, der ligger i lige linje fra de fire støjende skitser på Play/Rec #01, og er således et modent album, som har fået slebet, pudset og barberet det musikalske udtryk helt ind til benet. Barra Head står med dette album som en sammensvejset og ikke mindst rutineret enhed, der endelig har fundet det kvalitative niveau i produktionen, de måske har manglet lidt ved de tidligere udgivelser.
Musikken er først og fremmest kendetegnet ved en skarp produktion ved Tim O'Heir, som tidligere har produceret bla. Dinosaur Jr. Og Sebadoh, og en række numre, der væver sig ind i hinandens mørke og skæve lydunivers med en urolig intensitet, der nærmest har karakter af Joy Division meets R.E.M. - forstået absolut positivt.
Det karakteristiske ved Barra Head er bandets evne til at vægte de enkelte instrumenters position i forhold til hinanden. Mikkel Hansens guitar står næsten nøgent i rummet, uden et arsenal af effektpedaler og superdistortion, og har på den ene side en let og luftig lyd, men også en monumental tone af mol, fint suppleret af hans vokal, der ikke har den store bredde, men som skaber en dimension af nærhed og afstand på samme tid.
Trommer og bas spiller tight og konstant varierende og får vendt rytmen så tit, at man efterhånden helt mister orienteringen i numre, som aldrig bliver radiovenlige nynnestykker, men som har en slidbar styrke, der gør dem umulige at ryste af sig.
Storby og identitet
Jo mere man lytter til Barra Heads skæve og udfordrende numre, jo flere lag af stemninger og betydning pibler der frem af de underfundige tekster og de stramt komponerede sætstykker. Første skæring "Some Wars" er egentlig en let åbning med en enkel melodi, uden de mange skæve rytmer og breaks, der på de efterfølgende "Common Ground" og "From Hope Comes Doubt" befolker de sære fortællinger på en fascinerende og dragende måde.
I "Gradiska" er tonen lavmælt, vokalen nænsom og instrumenterne gør næsten ingen væsen af sig, men sangen sidder alligevel lige i struben, og man fornemmer, at der er masser på spil her, og har man modet til at tage med på rejse til den kolde, skotske øgruppe i det nordlige Atlanterhav, som bandet har taget navn efter, er der masser at hente hos Barra Head. Ikke mindst en uhyre velspillende trio, men også et fantastisk originalt band, der har formået at være tro mod deres udgangspunkt og bare blive bedre og bedre til at forvalte og formidle deres udtryk.
Barra Head spiller en skæv, usleben rock, der bevæger sig fra at være decideret low-fi som i f.eks udgangsnummeret "AcceptThe Risk" til at være brusende støj i "Idiot On Treadmill".
Barra Head fortjener en masse opmærksomhed, men de vil næppe få det. Det er de simpelthen for originale og for gode til. Men man kan selvfølgelig håbe, at Go Get Beat Up bliver den mere umiddelbare introduktion til det danske musikmarked, som vil få øjnene op hos det mere krævende rockpublikum.
Ude på CD fra Play/Rec og VME
