Flere nyheder

 
Musik
Maborosi: No Time Wasted

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Maborosi: No Time Wasted
Man. 18. feb. 2008

Danske Maborosi har været længe undervejs med debutalbummet - men det var værd at vente på. Deres album 'No time wasted' er et melodisk, harmonisk, musikalsk veludført og helstøbt album med poetisk lethed og musikalske aner, som leder tankerne tilbage på David Bowie og John Lennon i de tidlige 70‘ere, eller nutidige Starsailor.

De var ellers spået, at de ville blive store i 2005. Men i mellemtiden blev det forventede gennembrud bremset af, at EMI fik ny artist-chef som havde andre planer, og dem var Maborosi ikke længere del af.

Men det knækkede dem ikke, og med fornyet entusiasme og nye sange i bagagen indledte de et samarbejde med Morten Bue (Figurines: Skeleton) som indspillede grundsporene til det kommende album. Det var også Morten Bue der afslutningsvis mixede sangene til albummet, som nu bliver udgivet af Slow Shark Records.

Maborosi skriver på deres hjemmeside at "..The album "no time wasted" is a great package of sounds that will fill you up with joy and tears and it'll make you wanna dance!"

- Og jeg kan kun være enig i, at der er masser af følelse, intensitet, rytme, nærvær og en udtalt kærlighed til hvert enkelt nummer på dette album, hvor der også er kræset for de musikalske detaljer. Der er en sikker, men stadig legende, tilgang til de musikalske elementer, og en ægthed i de harmoniske numre, hvor instrumenterne heldigvis ikke drukner i studie-polering, hvilket desværre ofte kan være tilfældet.

Forsanger Tobias' stemme får god plads - som den fortjener - og numrene er melodiske og iørefaldende - og vokser ved øget bekendtskab, som god musik sædvanligvis gør.

Nummeret "Not like the tigers" har længe kunnet høres på P3, og det er helt sikkert et nummer vi vil høre en del til fremover. Men også det mere stille og eftertænksomme nummer "Cocoon" kunne jeg godt se blive den næste radioyndling.

I det hele taget bliver det rigtig spændende at følge Maborosi, og se hvor langt deres længe ventede album vil bringe dem.

Kvartetten, som har rødder i det fynske, består af:

Tobias Buch-Andersen / vokal, keys
Kasper Sørensen / guitar, kor
Claus Elnegaard / bas
Jesper Elnegaard / trommer

Navnet Maborosi fandt forsanger Tobias under en rejse i østen - det er japansk og betyder illusion.

Bandet har i forsanger Tobias Buch-Andersen en markant forsanger med en særegen stemme, der i høj grad er med til at skabe Maborosi's unikke lyd - en stemme der momentvis minder en del om Bjørn Fjæstad fra Baal.

Udgivet på CD af Slow Shark Records.