Engelske The Cure gav Danmark et grandiost show, da de onsdag den 13. februar gik på scenen på den ucharmerende hals store scene. Med en setliste på omkring tre timer, der dækkede hele karrierens katalog af fabelagtige sange, var showet både overstrømmende gavmildt og også en anelse udmattende. Men fremragende, det var det.
Kuren som kvartet
The Cure fremstår på deres nuværende turné som en kvartet, hvilket betyder, at bandet p.t. fungerer som en klassisk rockbesætning bestående af guitarer, bas og trommer. Et valg fra Robert Smith og The Cure, som resulterer i åbenlyse fordele, men som også afstedkommer nogle markante mangler.
På plussiden er så absolut det meget koncentrerede og af og til ret minimalistiske lydbillede, som denne bandform ender ud med for The Cure. På mange måder så mindede lyd og udtryk om bandet et stykke tilbage i tiden, hvor den kunstneriske formel mere rettede sig mod et bastant lydbillede, der var suggestivt og atmosfærisk skarpt.
Og denne tilgang stod sig enormt godt til sangene fra blandt andet albummet Disintegration fra 1989, hvorfra eksempelvis "Fascination Street" blev leveret med klædelig kant og et anseligt drive. Dette gjorde sig så endnu mere gældende for første portion ekstranumre (der blev serveret tre små set af ekstranumre), som bestod af fire sange fra Seventeen Seconds, der kom så langt tilbage som i 1980. Dette første set ekstras bestod af fire sange i rap fra dette album, hvilket må siges at være er betydelig tilkendegivelse fra bandet om, at de i dag i lige så høj grad har fødderne plantet i fortidens både monolitiske og minimalistiske værker som i senere værker af mere pop-orienteret karakter.
Fortidens aktualitet
Lige netop bagkatalogets ualmindeligt slidstærke holdbarhed var et af koncertens særligt fremtrædende karakteristika. Som The Cure spillede sig længere og længere bagud og til sidst endte ved bandets første og andet album fra henholdsvis 1979 og 1980, så tydeliggjordes kvaliteten af sangkataloget mere og mere. De fleste af de valgte sangtitler lød imponerende friske og ubedagede - en bedrift som meget få andre bands med tilsvarende år bag sig, kan hamle op med.
Og akkurat som sangene denne aften lød både levende og aktuelle, ligeså gjorde sanger/guitarist og frontmand Robert Smith. Han sang bedre end nogensinde alt imens hans guitar malede de så prægnante, æteriske og stemningsflydende lydbilleder, så det var en ren fryd. Godt bakket op af en tung, præcis rytmesektion - hvor ikke mindst Simon Gallups massive og drivende basspil var superbt - havde Robert Smith de fornemmeste vilkår for at folde sine særegne musikalske kvaliteter ud, hvilket han virkeligt udnyttede.
Nul synth og keys
Desværre havde udeladelsen af synthesizer og keyboard den mere uheldige effekt, at flere af de sange, hvor The Cure fundamentalt baserer sig på disse instrumenter, ikke lykkedes så pokkers imponerende. Popsange som "The Walk", Let's Go To Bed' og "Why Can't I Be You?' faldt måske ikke ligefrem til jorden, men deres charmerende særlighed blev tabt.
Måske kan man også diskutere nødvendigheden af koncertens lange forløb, men det nærmer sig et luksusproblem, for med den på stort set alle niveauer så umiskendelige kvalitet, som The Cure leverede for København denne aften, så synes en videre fokusering på dette ret overflødig.
The Cure viste sig endnu engang som et unikt band og et live-navn i absolut særklasse: Sortrandet melankolsk musikalitet i verdensklasse - det kan man knapt få nok af!
