Skuespilhuset har nu slået dørene op til Portscenen. Her spilles i disse dage den første danske iscenesættelse af Ingmar Bergmans film "Høstsonaten". Et velskrevet og ikke mindst velspillet drama spækket til randen med emotionelle udbrud, som desværre af uransagelige årsager aldrig formår at medrive sit publikum.
Det er altid spændende at betræde et helt nyt og uberørt teaterrum. Spændingen var høj blandt de ventende inden Portscenen åbnede dørene til den allerførste forestilling. Dramatiseringen af Ingmar Bergmans film fra 1978 har spillet på mange scener rundt om i verden siden 2002, men aldrig tidligere i Danmark.
Inden start er scenen bar at se på. Fire gennemsigtige plasticstole i et helt hvidt scenerum hvor der på skift på bagvæggen projiceres levende billeder af de medvirkendes ansigter. Det er ikke særligt flatterende billeder. Ansigter set helt tæt på. Nøgne ansigter, der ikke efterlader rynker og andre ujævnheder til fantasien. Dermed er grundtonen for forestillingen lagt. Mennesker, der må smide facaderne og lære at vise sig for hinanden som de er, hvis de nogensinde skal nå til en fælles forståelse af såvel fortiden som fremtiden.
I korte træk handler Høstsonaten om koncertpianisten Charlotte Andergast spillet af Ghita Nørby, som efter syv års adskillelse tager imod en invitation fra sin ældste datter Eva (Tammi Øst) om at komme på besøg i den gamle præstegård, hvor Eva lever sammen med sin mand Viktor (Søren Spanning). Hos dem i præstegården bor også Evas handicappede lillesøster Helena, som bliver spillet helt formiddabelt af Laura Drasbæk.
Charlotte har netop mistet sin mand gennem de sidste 15 år - cellisten Leonardo, som i drømmesekvenser og fortællinger dukker op på scenen spillet af Anders Grøn. Også Eva har mistet. Selvom det på dette tidspunkt er mange år siden, at hendes knap fire år gamle søn druknede i en nedlagt brønd på gården. Men Eva lever med fantasien om, at den lille dreng stadig er hos hende. De to kvinder håndterer deres sorg meget forskelligt og dog alligevel på samme måde.
Stykket er uhyre velskrevet og alle de medvirkende spiller helt uovertruffent. Alligevel er der et eller andet, der gør, at det ikke rigtigt virker. Ordene, der bliver sagt, er rørende og følsomme, men de når ikke ud til publikum med deres fulde virkning. På intet tidspunkt føler man virkelig med de grædende, sjæludtømmende karakterer på scenen.
Den mest rørende scene i hele forestillingen er da Helena i sin kørestol sidder alene på scenen og tænder det ene mekaniske tøjdyr efter det andet, og derved fylder rummet med grynten og bjæffen fra hundehvalpe, kaniner og smågrise, som vandrer over scenen mens hun selv fryder sig ved at se på. Hvis ikke man på forhånd havde kendt til Laura Drasbæk, ville man utvivlsomt have troet, at kvinden på scenen virkelig var handicappet.
En stor del af skylden for den førnævnte problematik ligger i rummets arkitektur. Der var uhyggeligt varmt på publikumsrækkerne under hele forestillingen. Ikke bare lidt for lunt, men meget, meget varmt. Og det er svært at holde koncentrationen om de store følelser, når man er ved at blive kogt. Til gengæld kan denne hede ses som endnu et kompliment til de medvirkende. For hvis der er varmt hos publikum, så må der jo være hedebølge på scenen i spotlysene, hvilket skuespillerne på intet tidspunkt lod sig mærke med.
Hvis den manglende udluftning på Portscenen viser sig at være et generelt problem, så burde man nok gøre noget ved det i en fart. Og når man så alligevel skal i gang, kan man jo passende ændre på den temmelig generende højtalerstemme fra forhallen, som flere gange i løbet af forestillingen kunne høres, når den proklamerer at den og den forestilling på Store Scene begynder om så og så lang tid. Det er et ærgeligt forstyrrende element i en ellers velspillet og velskrevet forestilling, som er seværdig til trods for varmen.
Foto: Robin Skjoldborg
Det Kongelige Teater: Høstsonaten
Se spilletider
