Steven Wilson og co. favner med fire numre på deres seneste EP både den hårdt huggende og møgbeskidte syrerock og den klassiske, episke lyd, der er mere kendt hos Porcupine Tree. "Nil Recurring" blev skrevet under "Fear of a Blank Planet"-sessions, og numrene har som nogle ædle bastarder fundet deres egen form i denne lille perle af en udgivelse.
Retrosyre par excellence
På titelnummeret, som også er åbningsnummeret, bliver man næsten fra starten af blæst omkuld af en fuldfed syrespade, der fylder og larmer væsentligt mere, end man er vant til fra de episke æggehoveder i Porcupine Tree. Men det er der såmænd en grund til, da det er ingen ringere end 62-årige Robert Fripp fra gode gamle King Crimson, der forsøger at save guitarstrengene over med sit stålplechter.
Fripp spillede i 2006 sammen med Porcupine Tree ved udvalgte events på deres daværende tur, og de blev åbenbart så fine venner, at Fripp blev inviteret til at deltage i et par numre på Fear of a Black Planet og i selve "Nil recurring"-nummeret. Og det gør den gamle guitarguru med stor overbevisning på et nummer, der varer næsten otte minutter - uden sang - med en masse støjsløjfer, der snor sig rundt om en simpel melodi og rif, der kunne være skrevet og udført af Blind Faith, når de jammede løs i en ordentlig koger.
Slidstærke bastarder
De resterende tre numre på Nil Recurring har også en usædvanlig længde og giver sig mere plads og tid til at folde sig ud i rummet. Hvilket så absolut giver dem styrke og karakter som - undskyld mig udtrykket - en fin rockaftapning.
Det virker, som om Porcupine Tree har skrevet disse numre og tænkt dem ind i en ramme, der har ligget lidt udenfor Fear of a Black Planets' koncept. Og det er nok meget godt, at de fik mulighed for at opstå på egne præmisser. Især nummeret "Normal" viser Porcupine Tree, når de er bedst, men giver sig alligevel tid til at ville noget mere end blot være ét nummer blandt mange andre.
Der er en afslappethed og en løssluppenhed på Nil Recurring, der både har Steven Wilsons pergamenttynde vokal, den typiske og storladne lyd og bevægelse og så lige et pift mere af noget, det egentlig er svært at sætte fingeren på.
Måske er det fordi, bandet giver sig selv lov til at lege, at jamme. Men måske er det også, fordi de har fundet et gudsbenådet legebarn at gøre det med. Og når man tænker på, at den gode Fripp debuterede i 1967 med albummet The Cheerful Insanity of Giles, Giles and Fripp, som han indspillede sammen med brødrene Giles, giver det måske mening alligevel i den sidste ende.
Ude på CD fra Peaceville Records og Target Distribution
