Flere nyheder

 
Klassisk musik
Rusalka
 
Diverse
Kvindelivsfestival i Rundetaarn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rusalka
Ons. 5. mar. 2008

Der er rigeligt med både trolddom og besværgelser i Antonín Dvoráks opera "Rusalka", som bygger på fortællingen om Den lille havfrue. Alligevel er det som om magien udebliver i Operaens nye opsætning af den tjekkiske komponists hovedværk. Det er som at se tre små operaer, hvor man godt kunne have været den midterste foruden.


Historien er kendt af ethvert barn i kongeriget. Det er fortællingen om den yndige havfrue, der forelsker sig i en unavngiven prins og må ty til sort magi for at blive forvandlet til et menneske, så hun bliver synlig for sin udkårne, og kærligheden mellem dem kan fuldbyrdes. Undervejs opdager hun dog, at der er stor forskel på at drømme om kærligheden og rent faktisk føre den ud i livet. Her er historien flyttet til en tjekkisk skovsø og havfruen er skiftet ud med en rusalka, en slags vandnymfe, der er den slaviske folketros svar på havfruen. Udgangen på eventyret er dog stadig lige så tragisk, som vi kender den fra H.C. Andersens version.

Rusalka hører til i operaverdenens periferi. Den er sjældent en del af de store operahuses repetoire, hvilket er synd og skam, for både musikken og librettoen er som udgangspunkt medrivende og rig på store følelser. Første akts smukke "Sang til månen", hvor den forelskede vandnymfe klager sin nød til den lyttende fuldmåne, og tredje akts musikalske følelsestorden under den højdramatiske afslutning er forrygende og bliver i Operaen fremført med sædvanlig sikkerhed af Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigenten Michael Schønwandt. Det er en udsøgt fornøjelse at observere, hvordan den åbenbare glæde ved musikken stråler fra den kompetente Schønwandt.

Sikkerheden halter dog lidt mere på scenen, hvor sopranen Gitta-Maria Sjöberg, der anses for at være en af de absolut dygtigste sangere på disse kanter, ganske vist leverer en glimrende Rusalka og Gustav Belacek er et stærkt kort som hendes far, Søtrolden. Lidt flere problemer har prinsen i tenoren Johnny van Hals skikkelse, der starter svagt, men dog synger sig op i tredje akt.

Svingende er også kvaliteten af scenografien. Der er helt sikkert udført interessante eksperimenter på scenen i forsøget på at skabe illusionen om en skovsø i første akt. Når vandnymferne glider fra stenene ned i vandet, er det i sig selv troværdigt og det samme gælder, for deres delfinspring. Men de halve plasticfisk, der titter frem hist og her på scenen, virker desværre mere komiske end de er effektfulde.

Også i anden akt kunne scenografien have været tilpasset bedre. Hele akten finder sted i noget der ligner en bjælkehytte - også selvom sangerne synger om at befinde sig på det kongelige slot. Stemningen bliver lovlig bierstube-agtig, hvilket på ingen måde genspejles i handlingen. Først i tredje og sidste akt er det som om scenografi og handling spiller sammen. Man har ikke valgt en umiddelbar løsning, idet handlingen udspilles i og omkring en luset bar med hærgede prostituerede. Men virkningen af den utraditionelle scenografi er overraskende og understreger den tragiske stemning meget fint.

Når tæppet går ned efter tredje akt, føles det lidt som man har set tre forskellige operaer. Første akt er traditionel, både hvad angår musik og scenografi. Som en fin lille opera uden de helt store seancer, men dog stadig meget seværdig. Anden akts mærkværdige arrangement med skovhytte og bajersk øl-fest er til tider så ufrivilligt komisk, at scenen, hvor vandnymfen lærer om livets barske realiteter og må vinke farvel til kærligheden, blot efterlader en flad og forvirrende fornemmelse hos publikum. Ærgerligt, da både sangere og scenografi skal kæmpe for at genoprette intensiteten, når tæppet går for tredje akt, som så til gengæld på utraditionel vis går op i en højere enhed.

Foto: Thomas Petri

Operaen: Rusalka

Se spilletider