Flere nyheder

 
Film
Metoden

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Metoden
Fre. 14. mar. 2008

Metoden leverer en foruroligende beskrivelse af gruppedynamik og store kapitalistiske virksomheders udvælgelse af kandidater til særlige jobs. Benytter firmaer sig virkelig af den slags metoder? Det skulle ikke undre nærværende anmelder. "El método" ("Metoden") er en spændende spansk, underspillet men godt spillet film.

Filmen rusker op i noget ved det moderne karrieremenneske. Er vi virkelig kommet så vidt, at vi vil dolke alle og enhver i ryggen fordi et firma, man søger ansættelse hos, byder en det, eller blot antyder nødvendigheden deraf?

I metoden følger vi syv kandidater til et job. De er kaldt ind til en mystisk udvælgelsesprocedure, kaldet Grönholm Metoden, som hverken kandidaterne eller filmens tilskuer rigtig forstår, eller har nogen mulighed for at gennemskue. Der hersker kun gisninger, gætterier og bud på hvad det er, der er udslagsgivende for firmaets vurdering af grundlaget for kandidatens ansættelse. Én efter én sorteres kandidaterne fra. Nogle stemmes helt urimeligt ud på flade argumenter, som var jobinterviewet et forlorent reality-show. Én falder helt igennem på egen usikkerhed ved en forkert beslutning, han har taget. Én går selvvalgt efter hård kamp om pladsen, hvor hans temperament springer, og ødelægger det for ham selv. Og så er der to kandidater tilbage, som må kæmpe det endelige slag mod hinanden.

Dette scenario af tilnærmelsesvis tilfældig udvælgelse, som vi genkender på et andet plan fra for eksempel Fluernes Herre, er så underliggende bestialsk på trods af alle de involverede dyre, dannede og fine jakkesæt - med mennesker i selvfølgelig - at plottet forekommer én semi-sadistisk. Er vi mennesker i kapitalismens jerngreb virkelig blevet så onde og beregnende overfor hinanden, som denne film antyder? Svaret føjter indtil videre rundt i vinden, som en sanger engang så lyrisk har sunget situationen.

Metoden er en interessant film, hvis man bevæger sig, eller gør sig tanker om at bevæge sig, i højt profilerede karrierekredse. Forstået således, at vil man opnå noget, vil man så opnå det på den måde, som Metoden skildrer som måden at opnå det på? Den ubarmhjertige, skånselsløse. De fleste vil vige derfra. Kun de cirka 10 procent psykopatiske erhvervsfolk vil gå hemmelighedsfuldt helhjertet ind herfor.

Metoden er rendyrket reality-psykopati tilsat jobinterview, og det er skræmmende. Så skræmmende og psykologisk voldsomt, at alle andre end superpsykopaten netop ikke får jobbet. Et job vi aldrig får at vide, hvad indebærer, men som helt sikkert kræver psykopatiske lederegenskaber. Og ham der får det, fremstod slet ikke først som væmmelig. Det gjorde enkelte af de andre indledningsvis. Men de er slet ikke så afstumpede som den glatte vinder, når opgøret er gjort op. Altså kan man sige: Et er hvad disse virksomheder bruger af udvælgelsesmetoder; din fremtidige bekymring vil være at vælge dig din chef med omhu. Forsikre dig om, at det ikke er en af de fra 'firmaets' side udvalgte psykopater.

Metoden får 4 stjerner for gennemført, solid og sikker beskrivelse af mennesket som sin egen største konkurrent.

Foto: Øst for Paradis

Se film-info