Flere nyheder

 
Film
Shoot 'Em Up

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Shoot 'Em Up
Fre. 7. mar. 2008

Titlen "Shoot 'Em Up" bringer minder om en fed tid tilbage i 1980'erne, hvor Metallica med deres nok mest rå plade skreg Kill 'Em All. Vi er her i et tegneserieagtigt univers, der kun handler om nådeløs og brutal nedslagtning af bad guys. Heldigvis er det blot film, og det lader "Shoot 'Em Up" heller ikke en tage fejl af.

Lad os lige skyde et par bad guys. Det er handlingen i "Shoot 'Em Up". Det er rystende simpelt, men røvragende effektivt. Lad os lige helt afslappet og rutineret pløkke løs på andre uden selv at blive ramt. Det gør jo ikke noget videre, for dem vi skyder på, er jo skurkene.

Shoot 'Em Up er hæsblæsende fra start til slut, er en opvisning i, at man kan skyde sig ud af enhver situation: Pløkke sig overbevisende ud af en fødsel, skyde sig ud af god sex med en kvinde fastlåst som et godt stykke velhængt kød på sin pik og endog pløkke løs mod fjenderne i et flyvende frit fald fra et fly ned mod Jordens hårdhed. Underholdning, ja, der skydes sådan set hele tiden. Men Shoot 'Em Up er intet andet end underholdende, og skal ikke tages for mere, end hvad filmen giver sig ud for at være. Alt andet er at forvente sig for meget. Her handler det kun om, hvad man kan med sin pistol - det ejakulerende fallossymbol.

Og det er i det hele taget sagen med Shoot 'Em Up. Hvad man forventer sig er skyderi. Og det får man. På den led opfylder filmen al ens trang til det makabre. Nærværende anmelder var faktisk ret godt underholdt og morede sig en stor del af vejen gennem denne filmtegneserie, selvom der bestemt ikke på nogen planer er tale om en stor film i videre forstand.

Men Clive Owen er sej i rollen som den hårdkogte pistolmand, der tager kampen op mod et sandt overtal af mindre dygtige pistolmænd. Det gode ved filmen er, at der ikke er så meget kærlighedssnask og andet overflødigt. For i denne historie består fyldet i overflødighedshornet nemlig af blot skarpe skud, kugler i bøssen og knald på drengen. Og hornet af overflod er i sig selv et super sygeligt overdimensioneret pistolløb, der igen og igen ryger og ryger af vellyst.

Shoot 'Em Up er skidego' underholdning for alle raske drenge(røve), og den får en tredje stjerne for sit vilde glimt i øjet.

Foto: 20th Century Fox

Se spilletider

Se film-info