|
|
Det var andet end staffeli og lærred, der adskilte Skagensmalerne fra et af deres yndlings-motiver, fiskerne. Arkens aktuelle udstilling, "Skagensmalerne - i nyt lys" sætter spot på den dybe kløft mellem på den ene side Skagens fiskere og lokalbefolkning - og på den anden kunstnerne og deres særlige boheme-miljø.
Udover formidlingen af den helt unge kunst, har Arken også som opgave at producere ny viden om den klassiske, moderne kunst. Dette gør museet på glimrende vis med udstillingen Skagensmalerne - i nyt lys. I lighed med moderne kæmper som Monet og van Gogh har Skagensmalerne - særligt Michael Ancher og P.S. Krøyer - lidt under det 20. århundredes reproduktions-epidemi, og det virker umiddelbart som en utopisk opgave at få os til at se på disse kunstnere med nye øjne. For vi kender jo dem og deres motivkredse ud og ind... Men selv det mest detaljerede billede kan have skjulte sider.
Skagensmalerne var - bortset fra hoteldatteren Anna Brøndum, der blev gift med Michael Ancher - alle tilflyttere eller på gennemrejse, og som det ofte kendetegner mindre samfund, blev 'de fremmede' ikke straks og med åbne arme indsluset i Skagboernes fællesskab. En stor del af de 40 år (1870-1910), de arbejdede på Skagen, forblev malerne betragtere af det lokale liv. Kun den kulturradikale kunstner-kolonis høje status på den internationale kunstscene gjorde dem til attraktivt selskab for Skagens pænere borgerskab, der godt kunne se pointen i at få sine døtre ikke blot godt gift, men også portræt-teret og 'udstillet'. Nok boede Skagensmalerne og de almindelige Skagboere dør om dør, men de omgikkes sjældent. Mest paradoksal er måske malernes relation til fiskerne, der udgjorde et absolut hoved-motiv, men som stort set aldrig ses afbildet sammen med en kunstner. Den tætteste kontakt, de to grupper havde, var, når fiskerne stod model, enten på stranden eller i atelieret - eller fungerede som sydvest-klædt staffage ved en af kunstnerfesterne på Brøndums Hotel. Det er svært at forestille sig, at der i disse situationer har været nogen længere, livlig dialog mellem ånds- og kropsarbejderen.
Følelsen af at være tæt på virkeligheden, når man står overfor et af de berømte Skagensbilleder smuldrer langsomt, mens man bevæger sig gennem udstillingen. Kritikeren og litteraturforskeren Georg Brandes påbud om 'at skildre sin egen tid' og realismens dekret om 'en socialt bevidst fremstilling af den ægte befolkning - gerne under åben himmel - for at skabe en så objektiv og sand gengivelse som muligt' synes at drukne i opstillede, manipulerede og stærkt iscenesatte billeder færdiggjort i atelieret. Det, der engang blev opfattet som rå hverdags-realisme, forekommer pludselig langt mindre autentisk. Skildringen af det ægte og uspolerede ur-menneske, der med stoisk ro betragter det frådende hav, fremstår i højere grad som en kunstnerisk vision end som den skinbarlige sandhed. Og viser sig i øvrigt at bygge på en for datiden fremtrædende idé om den eksotiske, førmoderne og irrationelle 'Anden' som modsætning til det kultiverede og civiliserede menneske. Et kolonialistisk syn, der naturligvis ikke holder stik, men som maleren - med pensel og palet - gjorde alt for at fremmane og fastholde.
Man kan forledes til at tro, at skildringerne af det liv, kunstnerne selv levede, fremstår som mere objektive sanseindtryk. Reelle øjebliksbilleder. Men også her - blandt familie og venner - komponerede man på livet løs. Krøyers kendte Hip Hip Hurra (1888) ligner nok et snapshot, men tog fire år at 'fremkalde'. I mellemtiden udviklede kunstnerkolonien sig, og flere af de frie og festglade bohemer på billedet måtte udskiftes. Det samme måtte tre af de fire faddere i Anchers gengivelse af datteren Helgas dåb (En Barnedåb, 1888), da ingen af dem havde tid til at stå model.
Det er muligt, at udstillingen sætter spørgsmålstegn ved værkernes dokumentariske tilsnit, men den kunstneriske værdi kan der ikke pilles ved. Det er Skagen, når der ser bedst ud.
Tid & sted
Skagensmalerne - i nyt lys
Arken - Museum for Moderne Kunst
26.1. - 1.6.08
