|
|
Pernille Fischer Christensens film Dansen er et velskabt barn. Trine Dyrholm og Anders W. Berthelsen er overbevisende som det umage par, der, trods omverdenens og den indre verdens djævle, forelsker sig og lader kærligheden herske over de og det, der altid står på spring for at lade forelskelse gå til grunde, forfalde til håbløshed.
Annika (Dyrholm) og hendes mor (en næsten ugenkendelig, men altid henrivende Birthe Neumann) driver en danseskole i Husum, som præges af dårlig el-installation. Som svar herpå hyrer de elektrikeren Lasse (Berthelsen) til at løse problemet. Lasse løser ikke blot problemet, han får også utilsigtet den nok indledningsvis noget for hengivne Annika tændt på romance. Hun indleder et forhold med den fåmælte, indesluttede elektriker. Hurtigt bliver det dog klart, at Lasse har lig i lasten. Han har siddet i fængsel for en voldtægt, men hævder sin uskyld. Og hvor Annika først naivt tilgiver alt, og lader kærligheden vinde, bliver det med tiden mere presserende for hende at få svar på, hvad det er, Lasse egentlig har gjort. For han fortæller hende forståeligt nok ikke hele sandheden til at begynde med.
Når der i ovenstående udtrykkes en sætning som "den nok indledningsvis noget for hengivne Annika", så må det forklares. Lasse er mut, indesluttet, smiler ikke med tænderne og er en anelse tvær i sit sprogbrug. Herudover bliver han let hidsig. Men Annika opleves fra begyndelsen af som næsten besluttet på, at det er Lasse, hun er interesseret i. Det forekommer bare ikke klart. Hvorfor vil hun have denne ikke særlig tiltrækkende mand? Det er min kritik. Dog, det skal siges, at der i løbet af filmen antydes et opgør for Annika med moderen, og at tiltrækningen imod den 'farlige' Lasse, som moderen også advarer Annika mod, måske bare opstår ubegrundet heraf.
Udover denne (mindre) indvending er der imidlertid kun ros til Pernille og resten af holdets dans med kærligheden på film. Dansen er flot filmet med massevis af gode scenarier. Historien er fint disponeret og rørende uden at blive sentimental. Filmen formår endda hen imod slutningen at snyde tilskueren på den gode måde, men det skal ikke her røbes hvordan. Man bliver engageret i fortællingen, og vil som Annika have at vide, hvad det er, Lasse har gjort. For det kan jo vise sig at være det værste af det værste, denne mand indeholder. Musikken er iblandet ildevarslende, skringre og forudanende lyde, der pirker til ens nysgerrighed på, hvad der kommer til at ske. Og angående nysgerrighed, så bevæger kameraet sig i flere scener diskret som øjnene i et betragtende ansigt, og skaber en næsten ubemærket voyeuristisk illusion af på nært hold at iagttage Annikas liv udfolde sig foran en, uden at hun aner ens tilstedeværelse.
Fremhæves skal Dyrholm og Berthelsen som Annika og Lasse. De spiller begge edderspændt. Berthelsen som den forknytte Lasse, der næsten ikke længere kan udtrykke sig. Dels på grund af det han selv har gjort, og dels på grund af det andre har udsat ham for, for det han gjorde. Dyrholm på grund af forvandlingen fra ung og glad kvinde til et tårevædet opgør med sit eget indre om hvorvidt hun kan leve med sin forelskelse i Lasse. Her er hendes ansigt ganske forandret, indsunkent med rødsprængte øjne.
Dansen, titlen som ord såvel som filmen som oplevelse, refererer metaforisk smukt livets selvudfoldelse, hvor vi alle har hver vort særegne udtryk, danser med forskellig bevægelse. Sådan afslører filmens slutning det for os, uden at nærværende anmelder røber for meget. Vi danser alle på hver vores måde. Det er flot filmet, tydeligt og smukt levendegjort for en ellers så træg dansk anmelder, der sjældent bombastiserer sig selv ud i voldsom rumba. Opfordringen er hermed givet videre: Lad os danse noget mere!
Foto: Christian Geirnæs, United International Pictures
