|
|
Amerikanske Dropkick Murphys gæstede et proppet Store Vega med deres punkede irsk/amerikanske hardcore folkemusik, der først og fremmest udmærker sig ved en fandens levende energi og spilleglæde, der nåede helt ned til bagerste række i salen, med en række sange fra bandets fire studiealbums og især numrene fra deres seneste "The Meanest of Times" fra 2007.
Et baggårdsband bliver til
Dropkick Murphys blev dannet i Boston, Massachusetts, i 1996 og startede egentlig som en kælderbegivenhed med at slå tiden ihjel. Måske lyttede de til Bostons andet store punkorkester, Mighty Mighty Bosstones, som også spiller en solid gang punk, men med udgangspunkt i den engelske ska- og reggeamusik. Uanset hvad, de lokale kunne lide at høre musikken, og i dag har bandet turneret hele kloden tyndt, spiller for udsolgte sale overalt og udgivet en stribe anmelderroste og yderst populære skiver med deres irske folkemusik, der har været en tur gennem blenderen og fået tilsat en god gang vitaminpulver, uden på noget tidspunkt at miste autenticiteten og pusten. Det er folk, det er punk, det er hardcore, det kommer lige fra hjertet.
De traditionelle rødder hos Dropkick Murphys er umiskendelige; det er irsk folkemusik med banjo, harmonika og sækkepibe - og et par fuldfede spader og en rottweiler i front i skikkelse af Al Barrs sympatiske og energiske figur.
Det mest interessante ved Dropkick Murphys er måske deres evne til at forene det punkede anarki med en arbejderklasseideologi, som oprindeligt var grundlaget for netop den irske, lokale musik. En ideologi, der handler om solidaritet og sammenhold, om broderskab og samhørighed og ikke mindst om glæden ved at tilbringe tiden i selskab med mennesker, man har noget til fælles med.
Et 'Dropkick' er i øvrigt en sparketeknik i rugby, hvor spilleren sparker til den ovale bold, mens han løber fremad.
Projektet i Vega
Dropkick Murphys blev sunget ind på scenen af et engageret og forventningsfuldt publikum, som for manges vedkommende tydeligvis havde oplevet bandet før. Det er altid en fantastisk oplevelse at være en del af en forventningsfuld crowd, der gør, hvad de kan for at skabe rammerne for bandet på scenen.
Og da Dropkick Murphys så endelig gik på, var det med fuld tryk på, og da nummeret "State of Massachusetts" fra The Meanest of Times blev fyret af, blev salen omdannet til én hoppende organisme af begejstrede fans, der gjorde det hele til en kogende fest.
Bandet fyrede den af, publikum var på, og en skov af hænder rejste sig, hver gang Al Barr & Co. stillede sig ud på scenekanten og præsenterede projektet, de var i gang med: At vi alle sammen stod på scenen denne aften. Og det lykkedes, faktisk i bogstaveligste forstand, da sidste nummer bød på gæsteoptræden af cirka tyve kvinder blandt publikum. De blev hevet op på scenen for et godt ord, og pludselig sang vi alle med på fællessangen og forstod, hvorfor et band som Dropkick Murphys kan engagere sine fans i den grad.
Denne aften var vi alle med i bandet, og hjernen var befriet blæst igennem af en god portion positiv, levende og engageret punk af bedste skuffe. Eneste lille minus var, at lydniveauet var påfaldende lavt, hvilket kan undre med et band som Dropkick Murphys, der lever af den massive energi, der udspringer af deres umiddelbare tilstedeværelse. Men det var ikke nok til at spolere en herlig og positiv aften med et godt, beskidt punkband med en mission.
