|
|
Det hele startede i 1973, hvor David Coverdale sendte et demobånd ind til Deep Purple og lagde billet ind på den ledige plads ved mikrofonstativet, efter Ian Gillan havde trukket sig ud af bandet. Coverdale sang ellers i The Government, men med Deep Purple kickstartede hans karriere som en af verdens mest berømte blues- og hardrock-vokalister.
Historien
Efter tre år, tre studie- og to livealbums, sluttede Coverdales eventyr med Deep Purple, som blev endeligt opløst. Coverdale stod nu på gaden med et navn, og snart efter udgav han et par soloalbums, hvoraf det første fra 1976 hed White Snake. To år efter så bandet Whitesnake lyset med udgivelsen Snakebite fra 1978. Den blot få år tidligere totalt ukendte sanger, der arbejdede i en tøjforretning i Redcar, Yorkshire, stod nu over for et internationalt publikum og lavede gigs med op til 200.000 tilskuere. En stjerne var født - og "the rest is history".
I dag har David Coverdale med skiftende besætninger udgivet i alt 16 albums under brandet Whitesnake. Der skulle dog gå 11 år fra den forrige Restless Heart fra 1997 indtil Coverdale igen trak i arbejdstøjet og på Good to be Bad kreerede otte gedigne rocksange og tre ballader.
I dag
Der er ingen tvivl om, at Coverdale og guitarist Doug Aldrich på det nye album har forsøgt at finde tilbage til rødderne i Whitesnake, som altid har været kendt for at spille solid rock med et stærkt element af blues. Der er også en umiskendelig blues-tilgang til numrene, der alle er skåret over den samme solide Whitesnake-læst. Der er en fyldig, tung lyd på rytmesektionen, og vokalen og guitaren leverer energien og kraften, som de altid har gjort. Undertegnede var dog noget skeptisk forud for genhøret med den 57-årige sanger, og frygten for endnu en gendannet pengemaskine, der ikke havde andet formål end at sikre pensionen for en udslidt tidligere celebrity. Men frygten bliver hurtigt gjort til skamme. Allerede i den første skæring "Best Years" bliver man blæst ud af lokalet af en British Heavy Metal Guitar og en Coverdale, der synger, som om han ikke har bestilt andet i den mellemliggende periode. Der er svedig bluesrock på drengen, og Coverdale har - heldigvis - ikke svært ved at nå de høje toner og leverer således en overraskende potent omgang højoktanrock. I skæringen "All for Love", som kunne være skrevet af tidligere guitarist John Sykes, findes opskriften på Whitesnake, når det er bedst. En rigtig refræn-basker, der stryger direkte ind på harddisken, melodiøse guitarbaner og en variation over det simple tema, der gør rock så banalt og genialt, når det lykkes.
Ingen Whitesnake uden ballader. Har man sagt Coverdale, har man også sagt længselsfulde ballader, hvor smerte rimer på hjerte. I "All I Want All I Need" forfalder de hvide slanger desværre til firsernes popheavy, når det er værst. Sødmefyldte ballader, hvor vokalen hvisker sig hæst igennem en kærlighedserklæring, der får det til at drive kvalmefyldt ned ad de blidt stearinoplyste vægge. På den måde har Whitesnake ikke ændret en tøddel ved det koncept, der gjorde dem til et af de største bands i firserne og halvfemserne.
Alt i alt er Good to be Bad et album med en masse fede rockskæringer, men der er intet nyt under solen, og det skal der måske heller ikke være. I så fald ville det ikke være et Whitesnake-album. Der er dog en herlig muskuløs lyd i produktionen, og det er befriende at Coverdale giver plads til især guitaristerne Aldrich og Reb Beach, der spiller klassisk heavy metal-spade til dem, der synes det er fedt.
I fremtiden
Det er svært at se, hvad Whitesnake kan bidrage med af andet end klassiske tilbageblik på noget der engang var en succes. Men, men, men det skal man ikke kimse ad, og set i lyset af, at koncerten i Vega til juni blev udsolgt relativt hurtigt, er der tydeligvis mange fans, der stadig kan huske Whitesnakes gode gamle sumprock. Og det skal blive interessant at se Coverdale i aktion igen.
Ude på CD fra Steamhammer/Target
