|
|
I 1995 udgav Hellacopters singlen "Killing Allan". Året efter kom albummet "Supershitty to the Max" og den svenske undergrund gik amok over de nye hardcore rockere, der spillede frådende kompromisløs rock'n'roll. I dag, 13 år efter, og syv albums, et hav af singles og compilations rigere, synger Hellacopters på sidste vers. Og tak for det.
De svenske hardrockere
Der er ingen tvivl om, at de svenske blodhunde i Hellacopters har trykket den af så mange gange, at de har fortjent en plads i undergrundens Hall Of Fame for deres dedikerede og rå rock'n'roll. Adskillige gange har de begejstret deres fans med larmende og beskidte liveshows, hvor Nicky Royale og hans legekammerater som rockens udsendinge har prædiket musikkens grundsætning; "one, two, three, go!"
Med en legende lethed har bandet gennem årene spillet den møgbeskidte rock som kun svenskerne kan det. Der er ikke mange bands i Danmark, der den dag i dag når vores naboer til sokkeholderne, når det gælder om at fyre punkede, catchy melodier, hurtige effektive riffs og et sprællevende sceneshow af. Bevares, vi er ved at lære det, men Hellacopters, Nomads, Leathernun, Sator og mange andre har befolket de små spillesteder længere end DAD har kunnet stave til deres eget navn.
Helikopterstyrt
Når Head Off er den endelige og absolut sidste udgivelse fra Hellacopters, er der kun at sige, at det altid er en god idé at stoppe, mens legen er god.
De 12 skæringer indeholder det sædvanlige drive med håndklap og attitude, som man kender det fra tidligere. Alligevel når numrene aldrig rigtig op og får moment til at være andet end skitser til et spændende projekt. Produktionen er flot og gennembearbejdet. Guitarerne sidder stadig lige i skabet, men det er simpelthen for kedeligt. Det fungerer ikke rigtigt, selvom der er kræset for de tekniske detaljer. En mindre pudsighed er for eksempel, at man aldrig før har kunnet høre, at Nicky Royale læsper, men det kan man nu, skal jeg hilse at sige. Så meget, at man på en skæring som "No Salvation" faktisk ikke kan abstrahere fra det.
Men der er da god energi på enkelte numre, eksempelvis på "Throttle Bottom", hvor det rigtigt cykler for dem, men alt i alt er der tale om blodfattige skygger af fordums styrke.
Måske kan man sige at Hellacopters akilleshæl netop er deres studieindspilninger, hvor man ikke har den nærværende og tilrøgede livestemning til bære deres anarkistiske rock frem. Men det er der råd for, da bandet i forbindelse med deres ultimative afskedsturné spiller på Roskilde Festivalen senere i år. Det kan varmt anbefales at se de svenske helvedespiloter en sidste gang, for det er live, de træder i karakter og bliver til et uomgængeligt navn inden for den svedige rock'n'roll som den spilles på den etablerede undergrundsscene.
Ude på CD fra Psychout Records / Kick Music
