Flere nyheder

 
Litteratur
Kvinderne i Kabul

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kvinderne i Kabul
Ons. 30. apr. 2008

For nogle år siden var det "Boghandleren i Kabul", der skabte opmærksomhed. Denne gang er det "Kvinderne i Kabul". Den amerikanske frisør Deborah Rodriguez har skrevet en varm og gribende dokumentarisk fortælling om hendes tid i Kabul - og hvordan hun var med til at åbne en kombineret skønhedssalon og frisørskole i det krigshærgede Afghanistan.

I 2001 tog frisøren Debbie fra den amerikanske stat Michigan i en flugt fra et kuldsejlet og voldeligt ægteskab til Kabul som nødhjælpsarbejder. Men hvordan kan en frisør redde menneskeliv i et krigshærget land? Hårvoks, permanentvæske og øjenblyanter er ikke just det første svar, man kommer på - og da hun efter den første tid har brugt tid på forbønner på sit værelse i pensionatet, finder hun gennem mødet med det afghanske folk et svar. Hun vil give de afghanske kvinder selvstændighed og uafhængighed ved at give dem muligheden for at tjene deres egne penge indenfor et af de få områder, som de må, sådan som deres samfund ser ud i dag; ved at ordne andre kvinders hår og lægge makeup.

Bogen følger projektet og Debbies historie - hendes trængsler og glæder. Vi hører om skolens oprettelse og de første fire hold af elever - og disse tragiske og skræmmende historier er flettet ind i fortællingen. Vi lærer Roshanna at kende, som er prisgivet ved sit bryllup, da hun ikke er jomfru, og der ikke kan fremvises 'vidnesbyrd' (læs: et blodplettet lagen), og Baseera, der bliver forlovet som 12-årig og gift som 14-årig med en næsten 20 år ældre mand, og om mange andre afghanske pige- og kvindeskæbner. Kvinder, der alle er dybt traumatiserede af deres oplevelser, men som gennem Kabul Beauty School får livsgnisten og om end ikke alle mulighederne tilbage, så i hvert fald en udvej - et smuthul. Det er 'empowerment' a la Afghanistan. Hvor fjenden er kulturen, det afghanske styrer, kaoset og mændene - fædrene og ægtemændene, onkler, fætre, terroristerne og alle de andre.

Deborah er en amerikansk kvinde, - lidt naiv, flyvsk og selvhøjtidelig, men hun har også i sit eget liv oplevet kampe. Den store selvindsigt har hun ikke ud fra bogen at dømme; hun har flere ægteskaber bag sig, to sønner som hun i perioder tager sig af, skiftende interesser fra det religiøse til det udskejende. Hendes liv er kaotisk og umiddelbart. Hun tænker sig ikke om to gange, førend hun har garagen fyldt med donerede skønhedsprodukter til Afghanistans kvinder, eller før hun kaster sig ud i et ægteskab med en afghansk mand (som hans hustru nr. 2), som hun knap kan kommunikere med. Men hun er åben og optimistisk trods alt, og det er en gave i verden af krig og kaos, hvor der er brug for livsbekræftende kvinder og historier som hendes.

En bog om et fascinerede projekt og en spændende kvinde, men som på trods af sin evne til at få følelserne frem (mest gru), stadig er banal og på linje med bøger i en serie a la Virkelighedens verden. Det er ingen stor litterær læseoplevelse, men stadigvæk et skræmmende, spændende billede af en kultur, der ligger så milevidt fra den danske. Bogen er allerede solgt til udgivelse i 23 lande og til filmatisering, og det er helt sikkert en højaktuel fortælling.

I skrivende stund er Kabul Beauty School lukket. Debbie er i USA efter at være blevet truet, og hun arbejder nu med at lave kosmetologskoler i amerikanske fængsler. Fortællingen om Debbie er en historie om en sand Florence Nightingale.. med en saks og makeupbørste!

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Deborah Rodrigues: Kvinderne i Kabul
Forlag: Lindhart og Ringhof
Sider: 284
ISBN: 978-87-59-52864-8