Flere nyheder

 
Musik
Alive With Worms på Loppen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Alive With Worms på Loppen
Tir. 3. jun. 2008

Det danske kultband Alive With Worms, der har tre studiealbums på samvittigheden, 25 år på bagen og en af Danmarks mest spændende sangerinder i front, kridtede banen op, da de indviede deres seneste udspil "Incognito" med en fængende og insisterende koncert på et desværre kun halvfyldt Loppen.

Incognito
Der var ikke noget anonymt eller ubekendt ved Alive With Worms, da de entrede scenen på Loppen og startede deres show med et par numre fra den nyligt udgivne Incognito denne sydlandsk varme majdag. Numrene præsenterede sig godt live, og det er også tydeligt, at Alive With Worms har både rutine og kreativitet i en skønsom blanding. Ikke mindst båret frem af Thomas Ortveds enkle trommespil og især sangerinden Janine Nebles fantastiske vokal. En vokal, der overskygger det meste på både den danske undergrundscene og ditto overgrund.

Bandets begrænsede bagkatalog qua deres 'kun' tre studiealbums, satte hos undertegnede store forventninger til det nye albums mere straight og flottere producerede numre. Der er knap så meget punk, knap så meget vildskab som tidligere. Men originaliteten og nerven er intakt. De nye numre blev serveret med Neble som den store indpisker, godt bakket op af et solidt velspillende band.

Ormenes nat
Lyden er som lyden er på Loppen, men det var heldigvis tydeligt, at Alive With Worms har formået at skabe, eller måske snarere vedligeholde, den store, episke lyd, som de har evnet at kombinere med indlagte piskesmæld af punk. Der var en storladen komposition, leveret med et bid og en snert, man kun finder hos få af de 'ægte' bands, der har deres rødder solidt plantet i den danske undergrundsscene.

Og intet show uden en treat til publikum: Som special guest trådte pludselig gode gamle Peter Peter ind på scenen og spillede den sidste håndfuld numre med det, der vel dybest set er en flok gamle venner. Ikke mindst Ortved i deres fælles fortid i Sort Sol. Peter Peter tilføjede ikke det store rent musikalsk, men det er altid en fornøjelse at gense de gamle rødder. Og hans småsyrede indslag bragte da også fornøjelige minder om dengang han sprællede rundt med de andre Sortebrødre.

Alt i alt en aften med en flok sympatiske og overbevisende Orme, men det relativt beskedne fremmøde kunne godt tyde på, at der ikke er et så fast greb i det nye publikum, som man måske kunne ønske. Det var vel hovedsageligt os gamle Ormefans, der var troppet op for at få et gensyn med et stadigt fremragende og vitalt spillende teater-punk-orkester.

Som udgangsreplik fik vi nummeret "Ave Maria", som også er et af de første numre, Alive With Worms indspillede i sin tid for godt 25 år siden. Og mens Nebles vibrato klingede af i den hede nat, blev ønsket om et snarligt gensyn flimrende stående i det lumre lokale.