Flere nyheder

 
Litteratur
Det økologiske drivhus - året rundt

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Det økologiske drivhus - året rundt
Ons. 4. jun. 2008

Forfatteren Lars Lund mener, at nu hvor det store samtalekøkken er færdigt hos hr og fru Danmark, så er turen kommet til de store drivhuse - haveoaserne. Her kommer en fin bog, der ikke kun er til store drivhuse, men også de små, og som har alt med fra planlægning til plantning, pasning og pleje af drivhuset med, og hvor det økologiske kombineres med det praktiske.

Bogen starter med valg af drivhus, dets placering, opsætning og muligt tilbehør. Herefter kommer inspiration og råd til indretning. Det økologiske element kommer først rigtig til sin ret i afsnittene om dyrkningsmedier, gødning, skadedyr og naturmedicin. Hvilket er ca. 30 sider af bogen - og her er der blandt andet nogle spændende afsnit om "Dyrkning i halmballer" og "Dyrkning i hestemøg". Og jeg tager hatten af for opskrifterne på hjemmelavet flydende gødning, der både kan laves med udgangspunkt i dyregødning og planter. Afsnittet om naturmedicin er nok et af de afsnit, der er mest interessante, og som der vil blive vendt tilbage til - for nu hvor der stort set ikke findes sprøjtemidler til brug mod skadedyr og plantesygdomme til den almindelige have, så er det i den naturlige bekæmpelse og de gamle huskeråd, der skal hentes hjælp. En fjerdedel af bogen er en gennemgang af nogle af de mest almindelige spiselige planter og blomster i drivhuset med dyrkning, beskæring, sygdomme og sorter. Og tilføjelsen "året rundt" er berettiget af de sidste sider i bogen, der er en fin lille reminder på, hvad der skal huskes i drivhuset i de forskellige måneder af året.

Et afsnit, der måske mangler, er det om planlægning og prioritering. Hvordan vælger man det ud, der skal være, når man kun har et lille drivhus, men har ideer nok til væksthuset i botanisk have? Til gengæld er bogen helt med fremme hvad angår dræbersnegle, og her kan man kort læse om, hvad man blandt andet gør med sin kompost for at sikre, at den ikke bliver udklækningssted for dræbersneglen.

God jord er som revet rugbrød. Det er et mantra bogens forfatter lægger til grund for sine råd om kompostering. Råd som er omfattende og praktiske, og selvom det til tider lyder tidskrævende, så er det absolut nyttig viden, hvis man skal kunne praktisere et økologisk drivhus.

Bogen har nogle rigtig flotte og inspirerende fotografier af drivhuse, og tegningerne er også fængende - dog bliver de i afsnittet om indretning måske lige højtflyvende nok for den almindelige haveejer. Det er trods alt de færreste drivhuse, hvor der er plads til installering af både hængekøje og brændeovn.. Men flot er det!

Stor anbefaling herfra - 5 stjerner til en bog der går i dybden... og i drivhuset.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Lars Lund: Det økologiske drivhus - året rundt
Forlag: Gyldendal
Sider: 137
ISBN: 978-87-02-06263-2