|
|
Den engelske teatertrup Forced Entertainment gæster Entré Scenen med en række gribende fortællinger om menneskelig smerte. Det er en enkel og samtidig anderledes og tankevækkende performance, hvor man som tilskuer må knibe mere end én tåre, før latteren skaber et tiltrængt åndehul i midt al ulykken.
Forced Entertainment har siden dannelsen i 1984 skabt et hav af eksperimentelle forestillinger, hvor man aldrig kan vide sig sikker på, hvad man kan forvente. Denne gang har truppen for første gang valgt at basere sin performance på en tekst, nemlig den franske konceptkunstner Sophie Calles bog Exquisite Pain. I betragtning af hvad Forced Entertainment tidligere har præsteret af formmæssig forvirring, er fremstillingen i Exquisite Pain overraskende enkel og lettilgængelig for den selv utrænede teatergænger.
De medvirkende begrænser sig til en mand og en kvinde, der siddende ved hver deres bord læser autentiske beretninger op for publikum. Hver fortælling ledsages af et forstørret fotografi, der i al sin enkelhed ville virke ligegyldig i enhver anden kontekst, men som i forbindelse med fortællingen bliver selve symbolet på livets grusomhed. En bil, en bygning, ja selv farven grøn kan til hver en tid bringe grufulde minder frem for dén, som har haft en uudslettelig smerte inde på livet.
Der svælges i smerte
Det er umuligt at forblive uberørt, når man lytter til de mange rystende beretninger, der udgår fra scenen: Pigen, hvis store kærlighed meldte sig ind i en sekt. Manden, hvis bror begik selvmord. Kvinden, der fødte et deformt barn osv. De to unavngivne skuespillere fremfører fortællingerne som med så stor en indføling, at det lige så vel kunne have været deres egne erindringer. Samtidig formår de - med den rette betoning og et flygtig glimt i øjet - at vække latter i de beretninger, der grænser til det absurde, ja nærmest utrolige. Forced Entertainment vil nemlig andet end at vække medfølelse og forståelse over for det, der smerter. Smerten kan være grusom, men den kan også gøres til et redskab for selvsmagende opmærksomhed. Dermed indeholder forestillingen også et rent etisk aspekt, for hvornår går man som tilhører fra at føle medlidenhed til ikke længere at kunne udholde den evindelige klagesang?
Exquisite Pain er en rystende god forestilling. Man kan ikke udholde, men vil heller ikke undvære grusomheden i de mange autentiske beretninger. Og dermed bliver smerten (som titlen antyder) ganske udsøgt.
Se spilletider
