Flere nyheder

 
Musik
KISS i Forum

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
KISS i Forum
Fre. 6. jun. 2008

Da amerikanske KISS gæstede Forum på Frederiksberg var det tydeligt, at det var en speciel rockkoncert, der var under opsejling. Folk i alle aldre fra nær og fjern - ikke mindst Sverige - var draget mod det store monstrum af en hal, for at opleve legenderne, som ikke har været på tour i Europa de sidste godt ti år.

KISS Alive/35 Tour
Så det var et tæt på fyldt Forum, der stod klar, da KISS i deres velkendte outfit blev sænket ned på scenen efter den klassiske indledningsremse: You Wanted the Best. You Got the Best The Hottest Band in the World. Desværre havde bandet så nok noget svært ved helt at leve op til denne replik.

Showets omkring to timer bød på ups and downs fra det aldrende rockband. Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at diverse effekter og al mulig anden ramasjang fylder ret så meget i KISS' live-shows, men det stod så også tydeligt frem denne aften i Forum, at al liret efterhånden også bruges til at prøve at usynliggøre, at KISS et langt stykke hen ad vejen i dag er et ret så ordinært rock-act. Bandet har skrevet mange rigtig fede rocksange, men alt for mange af dem blev eksekveret uden det store engagement og alt for meget på rutinen.

Overall så leverede KISS vel hvad man kan forvente. Det to timer lange show bestod hovedsagligt af materiale fra KISS' fremragende række af album i halvfjerdserne. Herfra fik vi blandt andet "Strutter", "Cold Gin", "Deuce" og "Black Diamond", der alle stammer fra debutalbummet i 1974, "Rock and Roll All Nite", disco-rockeren "I Was Made for Lovin' You" og de to fremragende sange "Love Gun" og "Detroit Rock City".

Goodbye Kiss
Men tiden er bestemt løbet fra KISS. Hele koncertens setup var læsset med en gammeldags tilgang bestående af forkrampede solo-indslag, der fuldstændig dræbte et eventuelt flow. Samtidig gjorde en storsnakkende Paul Stanley også sit til, at drivet flere steder blev kvalt i opløbet. Og så var der jo alle de forskellige gimmicks, der her og der var underholdende nok - for det er jo et rockcirkus - men så imponerede er KISS' effektorama altså ikke anno 2008.

Man kunne have håbet, at KISS i dag fremstod med mere power, men nej. Bandet leverede en jævnt okay koncert - heller ikke mere.