|
|
Et totalt udsolgt Vega hilste den 13. 6. David Coverdale og resten af Whitesnake velkommen allerede fra første fløjt, og det var tydeligt, at det var ægte fans, der var forsamlet denne aften. Fans, der i høj grad fik, hvad man kunne håbe på af et uhyre velspillende band og en Coverdale i hopla med både blink i øjet og trimmet krop.
Den sidste Casanova
David Coverdale er tæt på de tres, og hans første optræden med legendariske Deep Purple ligger omkring 35 år tilbage i tiden. Ikke desto mindre træder manden ind på scenen med sit sædvanlige show, hvor mikrofonstangen for en stund bliver den forlængede libido. Samtidig med at de fem yngre fyre i bandet flankerer med muskuløs hard-rock og kickstarter halvanden times tour de force i Whitesnakes imponerende bagkatalog.
Aftenen starter med nummeret "Best Years" fra den seneste udgivelse Good to be Bad, og man frygter lidt, at koncerten skal være en promotion for netop denne udgivelse - uagtet, at det er et glimrende album. Men Coverdale & Co. spiller faktisk kun et par numre fra det nye, og leverer efterfølgende det, som alle i virkeligheden står og venter på. Nemlig en solid omgang sumprock fra 30 års Whitesnake-produktion.
Og numrene bliver leveret af en Coverdale, som med humor og nærvær peger lystigt op på balkonen, hvor en håndfuld unge piger sender håndkys retur, og truer med en kærlig omgang 'spank after the show'. Umiddelbart ved siden af de unge kvinder står en lidt ældre model med hår som en sølvræv, som muligvis har fulgt Coverdale fra starten af. Og da "Ain't No Love in the Heart of the City" brager ud i æteren, står både de unge piger og den knap så unge og synger med i vilden sky, som er det dem personligt, Coverdale synger til.
Rutine og glød
Man kunne sagtens vælge en masse andre numre, man gerne ville have hørt denne aften, men der er ingen tvivl om, at folk fik, hvad de kom efter. Og publikum viste med al tydelighed, at de værdsatte de spillede numre. Sjældent har jeg været til en koncert med så taknemmelige og dedikerede tilhørere. Og det var ikke kun 'sølvrævene', der var dukket op for at (gen)se deres gamle ven. Der var påfaldende mange unge blandt publikum - og de sang med på alle numrene, nye som ældre. Det må man give Whitesnake; de har fat i folk, og de yder deres for at skabe både show og stemning. Det er rutinen fra godt 40 års musikproduktion, der stadig gløder i natten.
Exit
Som første ekstranummer fik vi "Still of the Night" fra deres '1987'-album, som dengang havde så kompetente navne som John Sykes og Neil Murray med i truppen. Men Coverdale kunne have spillet nummeret fra en medbragt ghettoblaster, og folk ville stadig have sunget med! Der var i den grad en kontakt mellem band og publikum, som andre bands kun kan være misundelige på - og det var en ubetinget fornøjelse at overvære Coverdale og hans kompetente trup af "Chippendales", der én efter én smed tøjet og viste vaskebræt.
Eneste minus ved koncerten var det ulidelige indslag af først guitar- og dernæst trommesolo, som burde høre firserne til én gang for alle. Jeg er muligvis blevet for gammel til den slags testosteron-gigs, men der rejste sig uanset hvad en skov af hænder, hver gang der blev fyret endnu en rundgang af på læderet. Og folk var glade - og er det ikke det, som det hele handler om i sidste ende?
