|
|
I sensommeren 1994 flygtede ca. 2 millioner hutuer ud af Rwanda. Den nu 28-årige Angelique Umugwaneza var én af de 12.000, der overlevede. Hun ankom som flygtning til Danmark i 2001, og nu foreligger hendes personlige vidnesbyrd om flugten. At denne bog er blevet skrevet er et mirakel, og man kan kun håbe, den vil finde en bred læserskare.
Angelique Umugwaneza studerer i dag ved Århus Universitet, og hendes bog Rwandas Børn - En Beretning slutter, da hun sammen med veninden Goretti ankommer som flygtning til Hundborg i Thy i august 2001, syv år efter rædselssommeren i 1994, hvor hutuer på 3 måneder slagtede omkring 800.000 tutsier i etniske udrensninger, der tilsyneladende var orkestreret af regeringen. Mens det internationale samfund - herunder Danmark - afviste at sende styrker til det, man betragtede som et internt afrikansk problem, lykkedes det tutsi-oprørerne at vælte regeringen og overtage magten. Med det tilsyneladende kronisk forsinkede internationale samfunds sympati på sin side påbegyndte tutsierne en hævnaktion, der i omfang ikke stod tilbage for hutuernes. Konfliktens baggrund opridses i et fint afsnit af Peder Fuglsang til sidst i bogen.
Det var tutsiernes udrensninger, der drev Umugwaneza på flugt, hun er hutu og flygtede sammen med 3 søskende og sin moder. Undervejs døde moderen og en af hendes brødre, og lillebroderen Adrien måtte de efterlade i en lille landsby i Zaire/Congo. Hendes fortælling er næsten ulidelig læsning, den flere tusind kilometer lange vandring over bjerge, gennem floder og regnskov byder på så mange horrible situationer - døde mødre med spædbørn i armene, lig, der havde fået huden skrællet af, bunker af hakkedræbte børn og voksne i vejkanten - at denne geografisk så fjerne konflikt siver fra bogens sider ud i læserens nervesystem, og man forbløffes over, at noget menneske kan gennemgå så megen lidelse og stadig finde styrke til at stykke erindringerne sammen til en fortælling.
Men undervejs i al elendigheden findes også spredte glimt af skønhed, den flygtende families trodsige sammenhold, en kanofører, der fragter dem over en flod uden betaling, en italiensk nonne, der hjælper betingelsesløst, og - såmænd - et lille nordisk land, der giver forfatteren mulighed for at starte et liv, hvor hendes fremtid ikke bestemmes af hævngerrige, våbenføre mænd.
Bogens store fortjeneste er, at den bibringer læseren en fornemmelse af den uafhjælpelige håbløshed og angst, der gennemsyrede de mange år på flugt, samtidig tegner den et rystende billede af UNHCR's inkompetence, der i mere end et tilfælde lader FN-organisationen gå tutsi-regeringens hævngerrige ærinde i forsøget på at overtale de flygtende hutuer til at vende tilbage til Rwanda.
Det er en vigtig bog, Umugwaneza har skrevet, og man kan nære et spinkelt håb om, at den vil indtage en central plads i den hjemlige debat om værdien af at hjælpe nødstedte mennesker i verden gennem vores asylpolitik, for vel er hendes styrke unik, men alt for mange mennesker kan fortælle historier, der ligner den Umugwaneza nu har beriget os med.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Angelique Umugwaneza og Peder Fuglsang: Rwandas Børn - En Beretning
Forlag: Gyldendal
Sider: 310
ISBN: 978-87-02-06424-7
