|
|
I samspil med den danske pianist Niels Muus har den japanske sopran Akiko Nakajima på udgivelsen "Plaisir d'Amour" taget salonmusik fra det 18. og 19. århundrede op. Resultatet er en række intime arier, der forener teknisk perfektion og personlig fortolkning, så kompositionernes emotionelle kvaliteter træder klart frem.
Den japanske sopran Akiko Nakajima tager på sin nye udgivelse Plaisir d´Amour fat på en række kompositioner skrevet til fremførelse i de saloner, der som møde- og fristed for adelen og det bedre borgerskab spillede en væsentlig rolle i det intellektuelle liv i 17-1800-tallet.
I en tid, hvor operaen tenderede mod store historisk-mytologiske værker, udmærkede salonkulturen sig ved sin intimitet, der tillod komponisterne at arbejde med nuancerede stemningsbilleder i et meget kortere format end arbejderne beregnet for koncertsale. For datidens komponister udgjorde det pengestærke klientel et attraktivt publikum, både grundet deres kulturelle dannelse, men ikke mindst på grund af deres pengepung.
Akiko Nakajimas karriere tog for alvor tog fart i slut-90´erne, hvor hun triumferede i en række krævende hovedroller, hun er en af Japans største operastjerner og har optrådt på en lang række europæiske festivaler. Det er påskønnelsesværdigt, at hun nu, sammen med pianisten Niels Muus, er dykket ned i salonmusikkens arkiv for at bringe dette lidt oversete aspekt af operahistorien tilbage i lytternes bevidsthed.
Materialet spænder kronologisk fra 1700-tals komponisterne Martini, Scarlatti og Mozart efterfulgt af Bellinis "La Ricordanza" fra 1834. Herefter følger en række kompositioner skrevet på foranledning af Verdi til økonomisk støtte for poeten F.M. Piave, disse blev offentliggjort i 1869 men Nakajima er den første, der indspiller disse arier.
Udgivelsen afsluttes med Mercadante og Tosti, med hvem vi når op i det sene 1800-tal.
Nakajima og Muus leverer et meget fint samspil, hvad enten stemningen er let som i Scarlatti's "Le Violette" med dens melodiske udvekslinger mellem sang og klaver, eller nærmere det elegiske som i et af udgivelsens fornemmeste stykker nemlig Mercadantes "L´Abbandonata", hvor Nakajimas smukke ubesværede legato og kontrollerede vibrato væver klagende hen over Muus' staccato-akkompagnement, hvilket skaber en meget intens spænding arien igennem.
Desuden skal Nakajimas suveræne beherskelse af dynamik nævnes, hendes stemme bevæger sig fra suggestiv, intim hvisken til kraftfuld, åben klang på et øjeblik, og det er specielt denne evne til at fravriste materialet små emotionelle nuancer, der står tilbage som den væsentligste kvalitet ved udgivelsen, hendes fortolkninger er ganske enkelt et genhør værd.
Ude på CD fra Dynamic
