|
|
Normalt pisker Dave King og hans amerikanske frænder i Flogging Molly det lokale publikum på stamcaféen Molly Malone i Los Angeles. Men den 23. juni var det et tændt dansk publikum, der fik krabasken at føle. Der gik et par numre, før maskinen var i gang, men derefter blev vi pryglet godt og grundigt igennem, så det var en ren fornøjelse.
Den irske fortid
Dave King forlader sin irske hjemstavn som ung mand med kun sin lyst til at lave gode melodier og sin irske opvækst og musikalske baggrund i bagagen. I Los Angeles møder han ligesindede musikere, og snart begynder de at tage livtag med folk på den irske pub, Molly Malone. Begejstringen for Dave Kings irske melodier, tilsat en solid omgang ramsaltet amerikansk energi, er umiddelbar og ægte, og bandet får pladekontrakt med det lille uafhængige One Side Dummy og begynder snart at turnere på livet løs. Otte år og fire plader senere står de samme mennesker på Vegas store scene på Enghavevej og fyrer op under et publikum, der ikke skal have mange takter, før kædedansen foran scenen ruller lystigt rundt.
Åbningsnummeret "Paddy's Lament" fra den seneste udgivelse Float er et typisk Flogging Molly-nummer med en ligefrem melodi, en fremadstormende rytme, og Bridget Regans fantastisk flotte violin, og det er her, Flogging Molly har sin styrke. Der er ikke den samme krøllede tilgang til den irske folkemusik, som man finder den hos The Pogues. Der er ikke den anarkistiske og dystre tilgang som hos Dropkick Murphys, men der er heller ikke den banale genbrug af irske virkemidler, der ville have reduceret bandet til en tynd kopi af The Dubliners. Flogging Molly har skabt sin egen levende og festlige udgave af irsk folk, serveret med en kompetent og nærværende rock-sound.
Efter de ældre numre "Swagger" og "Likes of You Again", som har kvaliteter, der vil få enhver irlænder op af sædet og synge fællessang, kom "Requiem for a Dying Song" og senere titelnummeret "Float" fra den seneste udgivelse, som er fængende flotte kompositioner, hvor der især i sidstnævnte bliver bygget langsomt op med sang og violin; Matthew Hensley med sin harmonika og Dennis Casey med sin aggressive guitar, der aldrig kommer til at fylde for meget i det samlede lydbillede.
Fest
Flogging Molly kom godt rundt i deres samlede bagkatalog, og numrene blev leveret med en energi og en spilleglæde, der smittede helt ned på bagerste række. Oppe foran blev der crowd-surfet, og 47-årige Dave King blev mere og mere lystig at høre på, jo længere frem koncerten skred. Men det var ikke kun Dave King, der knoklede for sagen. Også bassisten Nathen Maxwell lignede et damplokomotiv, der kunne sprænge i luften når som helst, og Robert Schmidt på banjo og George Shwindt på trommer sørgede hele tiden for, at maskinerne blev holdt i gang, så festen aldrig mistede moment.
Der blev sluttet af med "Black Friday Rule" og "Seven Deadly Sins", og det var et svedig og storsmilende publikum, der takkede af for et brag af en fest.
