|
|
For femte gang samledes godt 500 mennesker på den lille klump jord, der før i tiden husede det gamle militæranlæg Masnedøfortet. De gamle rustne vinduesskodder og betonbunkers vidner om koldkrigsfrygt og forsvarsstrategier, men denne weekend var angsten for russerne erstattet med glæden ved en række spændende bands fra hele Norden samt et par enkelte fra US og UK.
Som navnet på festivalen angiver, var der kørt en masse bands ud i garagen til en omgang fuldfed, svedig oktanrock, og det efterhånden trofaste stampublikum havde igen fundet anderumperne og bikerjakkerne frem til en weekend med sprut, regnvejr og rock'n'roll. Genren på Gutter Island er holdt i et nogenlunde stramt koncept, hvor der kun spilles den rå rock, serveret med skarpe skud fra vrikkende hofter, men der var da et par afstikkere ud i det musikalske landskab, der skulle vise sig at være nogle overraskende gode publikumtræffere.
Festivalen er delt op i tre scener, hvoraf de to store befinder sig i ét stort telt med en scene i hver ende. Derudover er der en mindre, udendørs scene, der havde det hårdt i regnen. Men der blev kæmpet bravt, og selv dér vandt musikken over det elendige vejr.
Fredag
Programmet startede med danske Thee Attacks, som spiller en solid omgang traditionel garagerock. Det er groovy, med fængende melodier og et hårdt arbejdende band. Så var stilen lagt, festen var kickstartet, og da The Good The Bad efterfølgende spillede deres instrumentale surf var festen en realitet. De tre drenge med en trommeslager helt i front af scenen leverede et tæt show med masser af nerve og ikke mindst stil. Da trommen blev smadret til ukendelighed af den hårdtslående trommeslager, blev der fragtet en ny op på scene, venligst udlånt af Thee Attacks.
Nothing can stop the Show!
Den helt store overraskelse denne aften blev amerikanske Pine Box Boys, som med opretstående bas, bluegrass og knælangt skæg fyrede uptempo country af fra deres rygende seksløbere, så det var en ren fornøjelse. Det var country, spillet med energien fra garagen og med en attitude, der sparkede igennem døren. Da Fuzztones fra UK skulle slutte aftenen var der langt op til den stemning, der havde fået teltet til at blafre umiddelbart før. Det gjorde det heller ikke bedre, at den krukkede sanger brugte meget tid og energi på at sætte håret og småsnakke mellem numrene. Men heldigvis sørgede bandet for, at der blev fyret med skarpt.
Lørdag
Lørdag morgen var bestemt ikke festivalvejr. Det voldregnede, som om guderne forsøgte at skylle denne hedonistiske musikbegivenhed ud i havet. Men det lykkedes naturligvis ikke.
Man søgte bare ind i de grå betonbunkers, for at komme væk fra regnen, og inde i det gamle forsvsarsanlæg, dukkede pludselig to formummede pistolereos op, iført bandana og mexicanerhat. Den danske duo Hola Ghost spiller psychobilly på hæsblæsende og svedig vis. Og festen kom i gear igen.
Hollandske Dead Elvis And His One Man Grave fremførte et syret soloshow, klædt ud som The King og iført abemaske, og danske The Village Idiot startede i den lettere genre med mere traditionel folkrock a
Luftguitarkonkurrenccen blev aflyst på grund af regnen, men til gengæld høvlede danske Cola Freaks en solid omgang 70'er punk af, så man et kort øjeblik var 18 år igen.
Hovednavnet denne aften var Pete Molinari, der med sin folkblues stod for en mere jordnær country af høj, høj kvalitet. Sangene er melankolske, men levende og sitrende på en helt særlig måde. Men det var nok meget godt, at amerikanske The Cynics lukkede og slukkede ballet med deres hardcore garagepunk. Og så har vi vist også været hele paletten rundt.
Søndag
Solen var faktisk lidt fremme og tømmermændene var faktisk ikke så slemme. Festivalen var forbi og vel udført. I forhold til tidligere, var det kvalitative niveau omkring logistik og bespisning højnet en anelse. Hvilket så absolut også var tiltrængt, men når en pølsevogn anses for at være en forbedring, siger det noget om tidligere tider.
Gutter Island er en lille festival, men det er underholdende og det er den ægte vare. Er man til den rå rock og har man hang til low budget-fester, er det i Vordingborg det sker. Vi ses om to år.
