|
|
"Far" hedder en ny børnebog. Historien fortælles af en lille dreng, der har en rigtig drømmefar. En far, der kan flyve og bide skeer med et helt røverpak. Cecilie Bogh har skrevet teksten, og illustrationerne er lavet af Thomas Balle. Nutidens børnebogsforfattere vil tilsyneladende gerne folde børns fantasiverden ud for læserne. Her fabuleres der i al fald derudad.
Perspektivet er lagt hos en ca. 5-årig dreng. Han er et temmelig betuttet vidne til sin mors hektiske jagt på en forsvunden ørenring. "Man sku' tro den var stjålet", får hun lige sagt inden hun styrter ud af døren. Og det sætter gang i drengens fantasi. Straks kommer hans far flyvende ind i stuen. En Supermand med briller, fipskæg og slips. Sammen begiver søn og far sig ud på en spændende og nervepirrende eftersøgning. Ud i den mørke skov hvor store fugle flakser mellem stammerne og der i det hele taget er ret uhyggeligt. De to finder frem til en gruppe røvere, der nok er farlige, men alligevel tilpas tumpede til, at faren kan snøre dem.
Ældre børn, der får læst op eller selv læser, vil sikkert være i stand til at opfange, at den lille drengs fantasi løber løbsk i det øjeblik, moren siger ordet "stjålet". De vil forstå, at drengen fremtryller en far, der kan det hele. Fordi det er trygt at forestille sig, at man havde sådan en far. Og fordi man så selv kan tåle ret uhyggelige ting. Dette element af historien er sådan set fint. Hvad enten man som lidt mindre barn i en eller anden forstand tager handlingen for gode varer, eller man som lidt ældre forstår den på flere planer, så er det spændende, hvad der vil ske far og søn ude i skoven om natten. Og ikke mindst når de finder frem til røverne.
Desværre er Cecilie Boghs tekst ikke helt harmonisk. Hvorfor forestiller drengen sig, at der er "fed trompetfanfare"? Er det ikke iblanden fra en voksen stemme, der ironiserer over actionfilmens effekter? Og ville en lille dreng drysse poesi over sin fortælling og sige, at "den blå aften" var blevet "mørkeblå" og siden "sortblå"? Trods disse (og få andre) urenheder er Far fortalt med en udmærket begejstring og med mulighed for god rytme i oplæsningen.
Thomas Balles illustrationer er effektfulde i deres godmodige uhyggelighed. Tegningerne af de tretten røvere er sjove. Livet som røver ser ikke just kedeligt ud. Røverne griner hele tiden, men deres ansigtsudtryk med de vidt åbne munde og store tænder er dog vanvittige nok til, at man kan tage dem seriøst nok til at blive en lille smule bange for dem. Kompositionen på forsiden og måske et enkelt sted inde i bogen er næsten for rodet, men det er på den anden side for intet at regne imod nogle af de kapow-tegnefilm, mange børn sidder og ser i fjernsynet lørdag og søndag morgen.
Cecilie Bogh og Thomas Balle: Far
Forlag: Gyldendal
Sider: 28
ISBN: 978-87-02-066425
