|
|
"Orestien" er et stykke, der skildrer Kong Agamemnons hjemkomst til byen Argos, og mord efter mord rammer den hårdt prøvede kongefamilie. I en pærevælling af retfærd, demokrati og idioti tvinges tilskueren til at indse hele krigens og demokratiets absurditet. Det er en imponerende forestilling, dog med et par mindre små skønhedspletter.
I byen Argos går hele befolkningen og venter på Agamemnons hjemkomst. Han har været borte i ti år. Endelig er Troja faldet, og de græske helte kan vende hjem. Dronningen, Klytaimestra, pønser på hævn; Agamemnon har efter sigende ofret deres datter til guden Apollon. Hans hjemkomst sætter gang i handlingen, og sønnen Orestes indvikles i de højere magters plan, og blodbadet synes ingen ende at tage. Klytaimestra myrder Agamemnon, Orestes myrder Klytaimestra, og så er der endda endnu et familiemord tilbage - hvilket, skal ikke røbes her. Afslutningsvis er det Orestes, der står som demokratiets dekadente forvalter, men han trues af en kommunistisk sammensværgelse, anført af hans egen søster Elektra.
I 4 timer og 25 minutter følger man denne farce på demokratiets grundlæggelse, og til trods for diverse humoristiske indslag - eksempelvis kommer den herostratiske historieskriver Herodot løbende ind på scenen for at korrigere de historiske facts - er det en grusom og sindsforvirrende forestilling Odense Teater har taget favntag med. Bedst er Orestes, der spilles af Peter Plaugborg. Han er eminent som kongesønnen, og de scener, hvor hans vanvid udstilles i lys lue er uden tvivl stykkets bedste. Ordene flyver fra hans mund i kaskader af spyt, og hele hans krop vrider sig uhyggeligt i smerte og skyld. Virkelig en skuespillerpræstation, der vil blive stående hos tilskueren. Sophie Louise Lauring er velspillende i rollen som den brutale Klytaimestra, og hendes fremfærd på scenen er så tilpas truende og dæmonisk, at man aner sønnens Orestes vanvid i hende.
Idéen med at forvandle tilskuerpladserne til scene, og på den måde skabe en miniature-amfiscene, er særdeles vellykket. Scenografien er imponerende, og små effekter skaber den store virkning, der virkelig løfter handlingen på de helt rigtige tidspunkter. Men trods sublime skuespilpræstationer og en imponerende koreografi, så er forestillingen til tider en insisterende og åbenlys gentagelse af den morale som kanaliseres/smides lige i hovedet på publikum. Man forstår udmærket de mange sjove og rammende henvisninger til den antikke litteratur, den historiske kontekst og specielt den kommunistiske parole, og de behøver ifølge denne anmelder ikke så mange åbenlyse gentagelser. Specielt slutscenen, hvor seersken Kassandra (Rikke Lylloff) holder sin forsvarstale, er lang og en gentagelse af de sidste 4 timers gennemtærskede demokrati- og retsforståelse. Når det er sagt, så er det et imponerende stykke, og det er en forestilling, der med uhyre præcision moderniserer Aischylos' gamle drama, og giver det ånd og materie. Som tilskuer får man en forestilling ud over det sædvanlige, og som små bølgetoppe rager den ene smukke scene op efter den anden.
Odense Teater: Orestien
Se spilletider
